Anmeldelse. Den tyske tegneseriekunstner Flix låner Spirillen til en historie om videnskab, forældreskab og venskab.
En sort-gul hale over Berlin
Til og med et klassetrin, jeg ikke kommer til at afsløre her, troede min førstefødte, at Spirillen var et virkeligt dyr, og at hans lærere måtte tage fejl, når de henviste den stolte skabning fra biologiens til billedkunstens riger.
Fejlen er selvfølgelig min, for mine børn er flasket op på lige dele havregryn og Spirillen-tegneserier, og egentlig mener jeg stadig, at Junior har ret. Selvfølgelig findes det venligtsindede gul-sorte rovdyr med den otte meter lange hale og den unikke biologi: Den har abelignende træk og egenskaber, men derudover amfibiedyrets evne til at ånde lige godt på land og under vand, og ligesom kloakdyrene lægger den både æg og dier sine unger. Hvorfor den derudover er i besiddelse af en navle, hører til biologiens mysterier, og vi kan ikke længere spørge mesteren Franquin, der introducerede dyret i Splint & Co. i 1952.
Del:
