Løfter. Tolstojs fortælling om en spidsborgerlig dommer på sit sure dødsleje tændte en ild i mit 20-årige jeg. Jeg skulle ikke spilde mit liv som Ivan Iljitj! I mellemtiden er jeg blevet ældre end ham, og nu er det tid at genlæse bogen og gøre status.
Dø nu som du kan
Der er bøger, som betyder noget særligt. Bøger, man læser som helt ung, og hvis fortællinger kommer til at danne nogle af de idemæssige pæle, man spænder sin forestilling om tilværelsen ud mellem.
For mig er en af dem Lev Tolstojs Ivan Iljitjs død. Det er historien om den ærværdige dommer og spidsborger, som gennemgår en kvalfuld kamp med døden og undervejs indser, at han har forspildt sit liv. Levet det dårligt, simpelthen. Fortællingen, som er skrevet, da Tolstoj selv var knap 60, er blevet kaldt »et mesterværk i hans sene produktion«, og både filosoffer og psykologer har gennem tiden dissekeret og fortolket, hvad forfatteren vil sige om dødsangstens rolle og om, hvad der udgør det meningsfulde liv. Nogle knytter den op på Tolstojs religiøse vækkelse som halvgammel, andre mener ikke, at Gud spiller nogen rolle.
Del:
