Al den autofiktion, der har hærget det litterære landskab de seneste år, har gjort det en smule komisk at skrive nøgleromaner på den sædvanlige vis, hvor man lige ændrer navnene på fuldt genkendelige personer, steder, titler, den mindste lille smule. Som nu for eksempel, når Michael Strunge i Strøm, Gorm Henrik Rasmussens skramlet længselsfulde nøgleroman om hans venskab med digteren i de tidlige 80ere, hedder Morten Strøm (»Strøm« er også titlen på en novelle, Strunge havde med i en antologi fra 1981, optrykt i opsamlingen Sidegader), og Klaus Høeck, som Rasmussen og Strunge stifter herreklubben Nick Drake Society (der har bevaret sit navn) med, hedder Laust Kuck, og F.P. Jac, som Rasmussen-jeget, der bare hedder Daniel, kommer op at toppes med og vist stadig ikke bryder sig om, hedder H.P. Max.

Hvorfor i alverden kan de ikke bare hedde Michael Strunge og Klaus Høeck og F.P. Jac – og Gorm Henrik? Måske fordi virkeligheden så ville forpligte mere, end godt er. Det er for eksempel slående – og jeg ved godt, jeg nu går fuldt Poul Behrendt-kriminalistisk til værks – at romanen undlader at nævne den anmeldelse af Rasmussens debutdigtsamling Gør dagen sort, 1983, som Michael Strunge leverede til sjette nummer af generationstidsskriftet Sidegaden (i romanen kaldet Baggården). For en ting er at anmelde en god ven, hvis altså der virkelig, som romanens undertitel besværger, var tale om »Et venskab«, noget andet og helt omvendt inhabilt er at anmelde en god ven så blodigt patroniserende, som tilfældet er: »De dårligste digte i Gør dagen sort er dem, hvor Rasmussen indtager rollen som følsom, ung mand.«