Da Naja Dyrendom Graugaards debatindlæg i Politiken om satiren i Tæt på sandheden – om hendes optræden i kryolitdokumentaren Danmarks hvide guld – havde brug for at gå op i et højere gear, blev debatprosaen pludselig til poesi. 

Linje- og syntaksbrudt, gentagelsesbåren poesi, i passager ikke så ueffent, rent formelt, for eksempel denne vrængende opremsning af danske institutioner: