Man gjorde en forskeraktivist fortræd

Det var nærmest traumatiserende, da Jonatan Spang gjorde grin med DRs fejlslagne kryolitdokumentar i satireprogrammet Tæt på sandheden.

Sådan fremstiller Naja Graugaard, dokumentarens hovedperson, det i hvert fald i den kronik, hun skrev i Politiken lørdag, knap et halvt år efter at satireindslaget blev sendt. I dokumentaren blev hun præsenteret som en »forsker« med grønlandsk baggrund og græd, da hun fik at vide, at Danmark skulle have tjent 400 milliarder kroner på den grønlandske kryolitmine.

I kronikken skriver hun blandt andet: 

»'Grønlands brune is' voldte så utroligt meget smerte, vrede og sorg, ikke bare for mig, men for rigtig mange Kalaallit inuit (grønlændere, red.), som lever med racismen og fordommene hver dag.«

Intet mindre.

Satireindslaget var en slet skjult reference: En forskeraktivist tegnede i smug grønlandske hagetatoveringer foran spejlet med en tusch og ville afsløre, hvor meget Danmark havde tjent på salg af Kæmpe Eskimo-isen. 

I kronikken skriver Naja Graugaard, at satireindslaget understregede, at »muligheden for samtale var brudt sammen«. 

Ifølge hende må samtalen tage en ny form, og derfor er resten af hendes kronik skrevet som et langdigt. Her er et uddrag:

Tæt på racismeparagraffen

Tæt på personlighedskrænkelse

Tæt på misogyni

Tæt på colonial gaslighting

Tæt på racial slurs

Tæt på dansk minstrelsy

Tæt på black-facing, inuit-facing

Tæt på epistemisk vold

Tæt på erasure

Jonatan, er der nogen, der har spurgt dig

hvorfor du er så vred?

Hvorfor er du så vred over 400 milliarder? 

(...) er du faktisk bange for at komme tæt på sandheden?

Det er noget af en mundfuld. 

Naja Graugaard er lige så god til at skrive satire som Jonatan Spang, omend det nok er ufrivilligt. Hun afslører nemlig præcis, hvorfor den offentlige samtale brød sammen i kølvandet på dokumentaren. Den identitetspolitiske fløj, som hun tilhører, tror ikke på matematik, men på følelser. Derfor findes der intet fælles sprog for den valuta, man opgør Danmarks udbytte i. Ifølge Peter Schmidt Hansen, tidligere direktør for Kryolitselskabet, lå fortjenesten i omegnen af 15-17 milliarder kroner, men Naja Graugaard anerkender ikke tal, medmindre tallet er 400 milliarder kroner.

I kronikken kalder hun sig selv en »vidensperson« og minder om, at hun er lektor ved Københavns Universitet, men hvilken fagperson opfører sit interessefelt som et digt, der lyder som en såret teenagers dagbog? Skal økonomiprofessor Torben M. Andersen, som hun også kritiserer, gøre rede for validiteten af sine beregningsmetoder i en lyrisk optræden?

Naja Graugaard beskylder Danmark og danskerne for ikke at ville se sandheden om kolonifortiden i øjnene, men det er hende selv, der ikke vil anerkende, at Danmarks fortjeneste fra minen var mindre, end hun føler, at den var. Hun tror gerne på en løgn, så længe den bedre beskriver hendes oplevede undertrykkelse.

I kronikken gentager Naja Graugaard desuden den samme fejlagtige præmis, som DR byggede sin dokumentar op om. Nemlig at det var helt ny viden, som DR gravede frem. Naja Graugaard skriver i kronikken om sin familie og grønlænderne: 

»Vi vidste, der var hentet kryolit i Ivittuut for store værdier, før ’Orsugiak’ (Grønlands hvide guld, red.) blev til en film.«

Det vidste mange faktisk. DRs egen gennemgang af minens økonomi i dokumentaren hviler netop på andre menneskers arbejde. Den tidligere kryolitdirektør Peter Schmidt Hansen har blandt andet henvist til afhandlingen Kryolitindustriens historie 1847-1990, som han forærede til dokumentarinstruktøren, længe inden den blev sendt. Han har desuden selv skrevet bogen Kryolitten – en krønike om Grønland og Danmark, ligesom Kryolitselskabet førte sirlige årsregnskaber og oversigter over afgifter til den danske stat. Økonomiprofessor Martin Paldam har skrevet bogen Grønlands økonomiske udvikling, dokumentarfilmen Et hul i jorden fra 1987 satte også fokus på kryolitminen, og Danmarks Statistiks årbøger beskrev også kryoliteksporten. Torben M. Andersen, der er formand for Grønlands økonomiske råd, har også beskæftiget sig med kryolitminen. 

Allesammen etnisk danske eksperter, der ingen berøringsangst har haft, men tværtimod har været optaget af at dokumentere kryolithandlens økonomiske og historiske betydning. 

DR og Naja Graugaards påstand om at have afsløret et ubekvemt nationalt tabu giver således kun mening, hvis de ignorerer al forudgående viden. Hvad de så også har gjort. 

Naja Graugaard og den identitetspolitiske bevægelse må vælge, om de vil have anerkendt deres følelser eller deres alternative fakta. Danskerne kan sagtens anerkende de sociale og psykologiske eftervirkninger af Danmarks tilstedeværelse på Grønland. Uanset hvor mange eller få penge Danmark tjente. 

Hvis Naja Graugaard vil have en fælles samtale om kroner og øre, må hun til gengæld anerkende, at det er tal og ikke følelser, der skal tastes ind i lommeregneren.