Aksel Kielland, der blandt andet slår sine folder i den norske avis Morgenbladet, er en af Skandinaviens bedste filmkritikere. Hans nye bog, Besatt, handler da også om film, men frem for alt handler den om kunstig intelligens.

Bogen rummer således en kejtet spænding mellem de to emner, og jeg nævner det indledningsvis, så jeg hurtigt kan få overstået min primære kritik af bogen og nå frem til alt det interessante ved den: Kielland analyserer værker fra body horror-genren som eksempler på, hvordan moderne teknologi påvirker mennesket rent fysisk, og det fungerer ikke.