Alle danskere har et forhold til DR. For mange af os er det også et lidt kompliceret forhold. Tag blot denne anmelder: Jeg er opfostret på Bamses billedbog, Anna og Lotte, Bullerfnis. TV-Avisen kørte dagligt hen over aftensmaden ved stuebordet i mit barndomshjem. Som teenager kunne jeg 95 procent af dialogen til alle Matadors 24 afsnit udenad, så dedikeret havde jeg glanet på serien på de VHS-bånd, min fars kollega havde overspillet til os. Som studerende var jeg i universitetspraktik på DR2s Deadline, hvor jeg lærte en masse og udviklede mig meget.

Den store danske public service-institution har beriget mit liv på talrige måder. Ikke desto mindre foretager den sig med jævne mellemrum noget, der giver mig momentan lyst til at skylle den ud med badevandet. Som når den indfører tvungent brugerlogin og altså på én gang vil have min betaling via skat og høste mine data. Eller når den igen sætter Adam Price eller Ole Bornedal til at spy røvsyge faktaboksreplikker ud i æteren for DR Drama. Eller når den trods sine notoriske lag ledelsesflomme er ude af stand til at stå på mål for snart sagt noget som helst i offentligheden.