Det er i øvrigt alt sammen lige meget

Hans Henrik Rasmussen slår et stort brød op i sin debutroman, Spejltræet. I en dansk samtidslitteratur, der til stadighed trækker på det autofiktive og på den nære virkelighed, er der noget vederkvægende ved at blive mødt af en roman, der uden blusel kaster sig ud i en højt belagt fiktionskonstruktion med et væld af karakterer og synsvinkler og en tyrkertro på den litterære forestillingskraft.

Spejltræet er opdelt i kapitler fortalt i førsteperson fra en lille håndfuld forskellige karakterers perspektiv: en ung mand, der mister sin far; en afdanket amerikansk forfatter med én roman på cv’et; en ung kvinde med en fortid som violinvirtuos og weekendnarkoman og en dansk journalist adopteret fra Korea. Langsomt føres fortællerne sammen og finder hinanden i sammenflettede spor, der både rummer patosfyldt sorgbearbejdelse og metalitterære mysterier om forsvundne forfattere og romaner i romaner.