Vi siger, at en engel går gennem stuen, når samtalen i et selskab forstummer, fordi noget er gået over vores forstand. Det sker hver eneste dag. Alligevel forsøger vi altid at finde en forklaring på det uforklarlige.

Netop engle passerer også gennem Carl Frode Tillers roman Flugt, som nu udkommer på dansk. I epigrafen står der med henvisning til Rainer Maria Rilkes Duino-elegier, at mennesker »skelner for stærkt« mellem liv og død. Engle, derimod, har forstået, at alting er forbundet.