Vi, der lever og læser lige nu, nyder godt af en guldalder i den nordiske samtidslitteratur, og ingen bidrager til den så originalt som nordmanden Carl Frode Tiller.

Hans romanserie Indkredsning I-III og den fritstående roman Begyndelser viste forfatterens originale menneskeforståelse, skrevet med sikker sprogbeherskelse og en virtuos litterær teknik. Og forfatterskabets seneste roman, Flugt, holder niveauet, ja, hæver niveauet.