Den italienske forfatter Gabriele d’Annunzio er igen ved at nærme sig tidsånden. Han har ellers været fraværende i en menneskealder. At en litterær stjerne falmer, er der som bekendt ikke noget usædvanligt ved. Det særlige ved d’Annunzio er, hvor glemt han er i dag sammenlignet med, hvor enormt et navn han var i sin levetid. Fra slutningen af 1800-tallet og indtil 1930erne var han blandt den litterære verdens allerstørste berømtheder.

Han var kendt i hele Italien som en notorisk casanova med stormfulde forhold til celebre kvinder som skuespillerdivaen Eleonora Duse. Desuden plejede han omgang med et utal af elskerinder. Han var også en pertentlig æstet, der ødslede penge bort på kunstgenstande, boliger og skræddere. Trods stor kommerciel succes levede han på evig flugt fra kreditorer.