Når Troels Trier i Røde Mor for 50 år siden med klovnenæse og i stribet natdragt skrattende sang, at det er så skønt at være på landet, var sarkasmen tommetyk og mindst dobbelt belagt: »Det er så smukt med lidt bondekultur/ Det der med dansk tradition er godt nok/ Pølsemanden har tyrolerbukser på/ Og der er sauerkraut i hans hot dog.«

I de samme 1970ere eksperimenterede andre unge mennesker med både alvor og patos med et nyt økologisk og kollektivt landmandsliv. I filmen Easy Rider (1969) besøger de fritkørende motorcyklister – før de summarisk bliver skudt ned af rednecks – et landbrugskollektiv, en såkaldt commune, hvor alt til overflod er groovy og kærligt. Men ingen vej udenom desværre: De må drøne videre. Livet på landet er i vores hoveder således blevet et mudret mix af mareridt og utopi, grum socialrealisme og lækker fabel, falsk og dugfrisk bevidsthed.