Ikke-rædselsfuld. Uffe Elbæks brand som naturens muntre søn i den politiske jungle forbliver intakt i hans meget lange, men ikke altid reflekterede selvbiografi.
Den ydmyge utopist
Der findes mennesker, som altid flyder ovenpå. Mennesker, der aldrig virkelig rammes af, hvor ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort livet er. Mennesker, der altid er på vej. Videre til noget vildere og større. Når sådanne mennesker krydser min vej, bliver jeg ramt af stor beundring over den lethed, de går til tilværelsen med. Det kan være enormt fascinerende at blive hvirvlet op i den storm, der suser omkring sådan et temperament. Og vildt frustrerende, når stormen viser sig umulig at fastholde.
Uffe Elbæk forekommer mig at være sådan et stormomsust menneske. Han er en uomtvisteligt interessant person, der har levet et dejligt og indholdsrigt liv samt skabt stærke relationer og igangsat en masse projekter. Hans store politiske projekt, Alternativet, har sat mærkbare og forhåbentlig vedvarende aftryk i det danske politiske landskab, uanset at partiet selv aktuelt ser noget vingeskudt ud. Der er vitterligt mange grunde til at interessere sig for Uffe Elbæks person.
Del: