Tidens Høecktand. Klaus Høeck knuselskes som en avantgardens Benny Andersen, men skønheden og skandalen i hans sorte sonetter brænder hvidglødende for evigt og evigt.
Desperationens mægtige elfenbensbalkoner
Det er sgu ikke mange danske poetiske værker, der forbliver moralsk diskutable, samtidig med at de sprogkunstnerisk fremstår så indiskutabelt fremragende som nogensinde. Hvor mange andre overhovedet end Yahya Hassans to digtsamlinger, 2013 og 2019 (vi savner den unge mester hårdt!), og Klaus Høecks fire terrorist- og diktaturbesyngende digtbøger fra 70erne, Ulrike Marie Meinhof, 1977, Topia eller Che Guevara, 1978, Winterreise, 1979, der trip, trap, militærstøvle var en trilogi, og så efternøleren Sorte sonetter, 1981, den mest udødeligt fuldendte i sekvensen?
Gyldendal, der også – vildt nok! – var Høecks forlag tilbage i de 70er-agtige 70ere, genudgiver denne uge fortjenstfuldt akkurat Sorte sonetter i så godt som samme enkle, stilige udstyr som dengang – så godt som, fordi omslagskunstner John Ovesen ultracool har tilføjet nogle få gule og røde klatter i den udzoomning af et kornet, overmalet portræt af PLO-leder Yasser Arafat, der udgør forsiden.
Del:
