Dandydelikatesse. Mens verden bagte pandemisk surdej, sorterede Stephen Fry sine gamle slips. Den ærkebritiske komiker folder sin samling ud og fortæller om sit liv via garderobens mest unødvendige skønhed.
Sig det med slips
Når jeg indimellem forsøger at løbe ærinder i København i en middagsstunds myldretid og passerer den mest fortravlede og vindblæste del af indre by, Frederiksstaden bag Kongens Nytorv, hvor gaderne synes drilsk asynkront ensrettede, og hvor turisterne ignorerer henstillinger om at rykke deres fotosession midt på gaden en anelse, hvad de overhører, fordi den ellers hævede stemme overdøves af et råbeskænderi mellem headsetbærende cyklister og chauffører i sorte biler om, hvem der skal skynde sig mest, sker det fascinerende, at hele det kollektive kaos kortvarigt ophører hver dag på samme klokkeslæt.
Den Kongelige Livgarde kommer marcherende fra kasernen mod Amalienborg. Som en flagrende anakronisme, med orkesterspil og ordensmagtens beskyttelse, forsinker Kongehusets håndlangere i bjørneskindshuer gadens øvrige gøremål. Hver dag. Opførelsen gavner ingen, den er unyttig, tidskrævende og dyr, for ikke at sige himmelråbende bedaget. Faktisk alt andet end nødvendig. Det er ren æstetik – og jeg håber, de holder traditionen i hævd til evig tid.
Del:
