Det geraniumrøde indre

Gerald Murnane befinder sig i sit livs og sit forfatterskabs efterår. I 2021 udsendte den 82-årige australier sin allersidste bog, en slank essaysamling, hvor han genlæser hele sit eget værk og kommenterer sine udgivelser en for en. Han skriver blandt andet om, at litteratur for ham handler om noget andet end historiefortælling og relationer mellem mennesker: »mine ignorante undervisere og mine lærebøgers ignorante forfattere havde bildt mig ind, at en skønlitterær forfatter er begunstiget med en særlig indsigt i menneskets natur, og – endnu mere vanvittigt – at formålet med fiktion er at fremskrive troværdige personer. Jeg var i tyverne, da jeg fandt ud af, at jeg var særligt egnet til at skrive fiktion, fordi jeg stort set intet vidste om menneskets natur, og fordi jeg var ude af stand til at fremskrive en person.«

Murnanes sidste roman, Grænseområder, fra 2017 er et fremragende eksempel på hans idiosynkratiske litteraturopfattelse. Romanen spejler ikke den verden, der eksisterer uden for hans vindue – Murnane forlader kun nødigt sit arbejdsværelse. Det, der optager ham, er en indre verden af mentale billeder og associationer, der former sig af sig selv. Billederne har ofte afsæt i aspekter af virkeligheden, men de danner hurtigt deres helt egne sammenhænge og bliver til uventede associationskæder i hovedet på romanens fortæller, der er så nær Murnane selv, at det næsten er omsonst at skelne mellem de to.