Værkbastard. Hervé Le Telliers Goncourtprisvindende roman Anomalien handler om alt muligt mellem himmel og jord, og den er mindst lige så vild og litterær, som den er kulørt.
En knude af angst i brystet
En topprofessionel fransk lejemorder kalder sig Blake efter den store amerikanske digter. Hans fascination af døden begyndte, den dag hans mor kørte en grå hund ihjel, en collie. Til daglig hedder han Jo og har kone og børn og driver en vegetarrestaurantkæde.
Forfatteren Victor Miesel må ernære sig som oversætter. Han flyver til New York for at modtage en oversætterpris, der er kraftig turbulens på turen, angsten hyler ham helt ud af den. Tilbage i Paris, i en feberagtig rus, skriver han en sær og sort bog, Anomalien, mailer den til forlaget og tager sit eget liv.
Del: