Bogholderiet

Mændenes tid

I løbet af efteråret er det igen muligt at møde nogle af tidens største forfattere, når Den Sorte Diamant i København byder op til International Forfatterscene med dybdegående samtaler om litteraturen af i dag. Efterårets udvalgte stjerner er norske Geir Gulliksen, amerikanske Dan Brown og fransk-algeriske Kamel Daoud.

I onsdags gæstede forfatter og forlægger Geir Gulliksen Dronningesalen til en samtale om maskulinitetens mange paradokser og den moderne mands skrøbelighed, som han beskriver i essaysamlingen Hvis jeg var mand: om køn og kærlighed.

Mandag kommer turen til bestsellerforfatter Dan Brown, der fortæller om sin nyeste bog, Den ultimative hemmelighed, som endnu en gang følger i fodsporene på den berømte symbolekspert Robert Langdon i jagten på en brutal morder og et forsvundet manuskript.

Og onsdag den 26. november gæster forfatter og samfundsdebattør Kamel Daoud Den Sorte Diamant. Daoud modtog i 2024 den prestigefyldte Goncourt-pris for den anmelderroste og stærkt debatterede roman Huri, der udkom på dansk tidligere i år.

Bevares. De tre mandlige forfattere er alle interessante indslag, men de er også mænd over 50 år, som primært skriver om og med mænd i hovedrollerne. Hvor er Sally Rooney, Zadie Smith eller Olga Tokarczuk, hvis bøger i årevis har strøget til tops blandt den oversatte litteratur herhjemme? Roser skal lyde for at fremme diversiteten blandt de skrivende mænd, hvis forfatterskaber er væsensforskellige, men hvorfor nu og hvorfor på én gang?

Det er tilsyneladende atter mændenes tid. Anrt

Paranormal romance

Pointen med vampyrer er selvfølgelig, at de aldrig ældes. Sagen er bare, at det gør vi andre, og derfor er det rystende at erkende, at det i år er 20 år siden, at Twilight udkom. Romanen om Bella, der forelsker sig i vampyren og evighedsstudenten Edward – altså bogstavelig talt evighedsstudenten; staklen er jo dømt til at gå på highschool for altid – blev til en romanserie i fire bind, som blev til en række film, der dominerede kulturen og ledte os videre til Fifty Shades of Grey. Den vaniljekinky historie om Christian Grey og Anastasia Steele begyndte som Twilight-fanfiction på internettet og endte som endnu et blockbusterkapitel i kulturen.

I USA noterer School Library Journal, skolebibliotekarernes blad, også fødselsdagen, for Twilight satte sit meget tydelige præg på young adult-litteraturen. Læserne var ikke bare læsere, de var fans, intense fans. Vampyrerne var tilbage, de var selvfølgelig aldrig borte, men nu gik de, som nævnt, på highschool og spillede baseball, de var blandt os, de var næsten ligesom os: Paranormal romance havde aldrig været så normal.

Forfatteren Andrea L. Rogers fortæller til bladet, at hun først læste med, fordi hun var nogens mor, og i udgangspunktet fandt romanerne »harmløse«. Hun havde altid været glad for vampyrer, men blev med tiden alligevel ked af aldersspændet mellem teenagemennesket Bella og de oldgamle vampyrer. 

Hun syntes også, det var irriterende, at Bella »beklager sig over at blive gammel og mindre attraktiv; hun værdsætter ikke den livserfaring, alderen bringer med sig«. 

Rogers svarede igen med Man Made Monsters (2022), paranormale noveller fra cherokee-samfundet, og det lyder jo helt delicious, så: Vi siger tak til Twilight, endda kæmpe tak. SvE

Smuk svensk sårbarhed

I Sverige har et kendt skuespillerægtepar udgivet en bog i genren for grænseoverskridende privatlivsafslørende brutalærlighed, hvor de fortæller, at manden gennem årene har været sin hustru utro med 80-90 kvinder.

Välkomna till vårt äktenskap hedder bogen, som Julia Dufvenius og Christopher Wollter netop har lanceret med brask og bram – til nogens forargelse og til andres anerkendelse. Oh, sex og bedrag, godt stof!

Som optakt til udgivelsen gav skuespillerforfatterægteparret et interview til forlagets egen hjemmeside. Her spillede Julia ikke alene rollen som den tilgivende bedragne, hun indtog også den klassiske position som den, der offentliggør sin lidelse for at hjælpe andre, som måtte befinde sig i en tilsvarende situation:

»Mit håb er, at flere tør tale om det, som gør ondt. Sårbarhed er det smukkeste, jeg ved, og måske kan vi med den her bog hjælpe med at udvide perspektivet på, hvordan det er at være menneske? Måske tør nogen åbne døren til sit hemmelige rum og holde op med at skamme sig over valg, fejl og mangler.«

Også Christopher ser bogen som parrets hjælp til andre mennesker, der måtte opleve utroskab:

»Vi har skrevet bogen for at vise, at det er muligt at bryde destruktive mønstre. Ved at dele vores historie vil vi inspirere andre, som kan genkende sig selv, eller som bare har det hårdt i deres parforhold. Det er et drama på 290 sider, som skildrer, hvad hemmeligheder, løgne og skam gør ved en relation. Det handler om forsoning og tilgivelse, om at forandring er muligt, selv når det ser mørkt ud.«

Men én ting er jo, hvordan det lyder i de medier, udgiveren selv kan kontrollere, noget andet er, hvad kritikerne siger. Og her er Expressens Jesper Strömbäck Eklund svær at dupere. Han indleder sin anmeldelse midt om natten, hvor han sluger 300 siders sexbiografi, men derefter holder han den kritiske distance.

Han kalder bogen for en omgang kristenkonservativ seksualmoral, hvor mand og hustru skal finde tilbage til hinanden efter den store løgn. Om det, manden har gjort, virkelig skal betragtes som misbrug, en seksuel forstyrrelse, eller om det bare er en normbrydende opførsel, forbliver et åbent spørgsmål, skriver anmelderen. Og så spænder han buen:

»Bogen er skrevet på opfordring af parrets søn, som nu er gammel nok til at forstå Stoffes [Christophers, red.] sygdom. Det er perverst. Ikke alene, hvordan børnene sniges ind mod bogens slutning, men hvordan de i fællesskab får det til at fremstå, som om ’projektet’ ikke skulle handle om at finde en mening i en opmærksomhedsforstyrret offentlighed. Myten om skuespillere som bekræftelsestørstende kæmpebabyer har sjældent føltes mere sand.«

Men så kommer en af svensk kulturkritiks mest frygtløse skribenter Välkomna till vårt äktenskap til undsætning. Det er Åsa Linderborg, der i Aftonbladet går i rette med anmeldernes moraliseren over for den angrende Stoffe og hans 90 kvinder.

Hvorfor gør bogen kulturmennesker så vrede, spørger hun. Hendes svar er dristigt. Kulturmennesker ser nemlig alle kvinderne som ofre: »Kvinder må ikke bare være liderlige for en aften. Kvinders seksualitet er altid uskyldsren og svøbt i en ædel mystik.«

Når man taler om kvinder, skriver Åsa Linderborg, er det ikke nok, at de er bedragede og sårede.

»Nej, kvinder bliver altid udnyttet og mishandlet.«

Men den dybeste forklaring på vreden mod bogen handler om de vrede selv, mener hun:

»Vi lever i en tid, som er så selvudleverende, at alle grænser er overskredet. Men det er influencere og dokusoapere, der plejer at udstille sig selv. De uuddannede, de selvoptagne, de primitive og hvad kulturskribenterne ellers tænker og delvis skriver om dem. Men Wollter og Dufvenius er ingen freaks, de tilhører jo ’os’!« Krot