En af de skønne ting ved sekundær og tertiær socialisering af ens afkom er den uventede fryd, der griber en, når børnene pludselig overrasker med ny viden, lærdom og nytilegnede sproglige udtryk.

Jeg husker således stoltheden, da min ældste datter i det sidste år af børnehaven – så vidt jeg husker – rettede følgende anklage mod mig ved kassen i nu afdøde Irma: »Du bruger ironi, far, og det må du ikke, for det forstår jeg ikke.«

I kølvandet på de store mængder af brugbar lærdom følger desværre også en del unoder og deciderede grammatiske eller idiomatiske fejl, som det kræver ikke så få kræfter at aflære igen. Når disse fejl stammer fra deres små meterhøje »kolleger« i vuggestue, børnehave eller skole, er der jo ikke så meget at gøre ved det.

Men sværere at rette op på er det, når fejlen stammer fra voksne eller endnu værre serier i tv, som især de små ser igen og igen og igen. For som Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels, sagde: »Hvis en løgn gentages ofte nok, bliver den sandheden«. Og det samme gælder desværre sproglige fejl.

Pressefoto: Netflix
Pressefoto: Netflix Courtesy of Netflix

Det krymper sig således i mig, hver gang mine døtre har glanet foran Postmand Per (ikke kun på grund af ordet »postmand« – det hedder jo postbud, men er nok blot en doven oversættelse fra det engelske Postman Pat). For i den lystige kendingsmelodi, der hylder Per og hans lille kat Emil, synger den venlige stemme guddødemig: »Per kører ud med pakker og breve i store stakker.«

Stakker? Wtf, som de unge skriver. Nu kan det selvfølgelig være, at sangskriveren er en pensioneret filolog, der er bekendt med ordets norrøne oprindelse og ved, at det oprindeligt hed stakkr på oldvestnordisk. Mere sandsynligt er det dog nok, at det bare er en logospastisk klaphat, som er dårlig til dansk og om muligt en endnu ringere rimsmed?

Men det bliver værre endnu. Den amerikanske småbørnsunderholdning Cocomelon, som virker meditativt paralyserende på min etårige, har forsøgt at rim-optimere den gamle pegesang »hoved, skulder, knæ og tå« til »hoved, skulder, knæer og tæer«. Og jeg er ganske enkelt nødt til at gå ud af lokalet, når fejlen for 217. gang gjalder ud i stuen.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke modstander af kreativ slang eller finurlige neologismer. Jeg elsker for eksempel Hr. Skægs kvad »Bandeordssangen«, hvori de sidste verslinjer i refrænet lyder: »Sgu for satan skide lede klamme bunke-bæ. Det lyder ikke pænt, men det vil jeg sgu skide pæ«. 

Se dét er sjovt.