Mikkel Bjørn Sørensen er 30 år, og han skriver, som om han er 300. Eller nej, det passer ikke, han skriver som en mellemting mellem nyligt afdøde Søren Krarup og digteren Valdemar Rørdam, som døde i 1946. Malmfuldt og alvorstynget.

Anliggendet er også det samme som hos de to afdøde fætre i ånden: fædrelandet og dets beståen. For et folk skal ikke blot tælles blandt de nulevende, det er en organisme, »de dødes stemmer og de ufødtes håb i et og samme fællesskab«, proklamerer Mikkel Bjørn – nu uden Sørensen – i sin bog En af os.