LITVID OG SANS. Hvorfor er professionelle litteraturvidenskabsmænd og -kvinder de eneste, der har råd til at kloge sig kompromisløst vidtløftigt og nærsynet om litteratur?
Belæstheden blæser i vinden
Jeg var alt, alt for sent omsider nået frem til at skrive på den artikel om Pia Juuls gladelig gådefulde 1993-digtsamling En død mands nys (hvad betyder den titel? HVAD BETYDER DEN TITEL?) til en herligt bindstærk antologi, som udkommer på digterens 60-årsdag 30. maj, som jo er en dato, ligesom avismæssigt ugedagen fredag, der ikke kan flyttes.
Som det ofte er tilfældet med bestillingsopgaver, især dem, man ikke får penge for, var lyst degenereret til pligt, men som jeg sad natligt og free style-nærlæste to af bogens digte, det meget kendte »Men jeg ville heller ikke det jeg ville« og det lidet kendte, lige ved siden af, »Jeg bilder mig ind at det fremmede mål«, blev pligten til lyst igen. Ja, den lignede pludselig en last, som kun var blevet mere frydefuld og afhængighedsskabende af at have været forsømt i alt, alt for mange år. Jeg formulerede det sådan her – i en »Mellembemærkning« efter første, åndeløse afsnit, som jeg på grund af de omfangskrav, jeg i min analytiske rus havde ignoreret, hurtigt slettede igen:
Del:
