Avunkulært

Det var et særligt skamstolt øjeblik, da et kritisk læserbrev påtalte, at jeg brugte for mange fremmedord. Anledningen var det helt afgjort skabagtige »osmotisk« i en anmeldelse af Rachel Cusk, i hvis Faye-trilogi noget åbenbart sivede ind i noget andet på en påfaldende måde.

En varm følelse bredte sig i maven. Lille mig? Har jeg et fremmedordsproblem? På Weekendavisen? Jeg troede ikke, jeg brugte nok af dem!

Fremmedord (her menes ikke låneord, ikke anglicismer eller amerikanismer, men specialiserede ord, som føles fremmede, fordi man sjældent bruger dem) kan være et tegn på, at man er kvik – eller de kan være et tegn på, at man brændende ønsker at fremstå kvik.

Det sidste er en uvane. Så anvendes fremmedordene som snobbistiske amuletter, for at distingvere sig og holde andre uden for teksten. Men især udstiller de den, der bruger dem. Som hvis nogen siger aksiomatisk i stedet for umiddelbart selvindlysende, og man helt rimeligt får lyst til at skyde dem. Eller osmotisk.

Men der findes også en renere kærlighed. Som er funderet i fryden ved at finde og bruge det helt rigtige ord. At opdage, at der findes specialdesignede begreber for lige netop den endnu diffuse delmængde af verden, man sidder og bakser med. Det bekræfter en ellers evigt flakkende sprogoptimisme: drømmen om, at alt faktisk kan siges, hvis man gør sig umage.

Særligt er kategoriserende overbegreber dejlige. Man går og samler på dem som en sommerfuglejæger, kildret i sin ordenssans, når man finder et nyt. På engelsk findes et overdådigt udvalg af den slags overbegreber. Det, som vedrører katte, er feline. Vedrørende onkler og onkelagtighed er avuncular. Kan man sige avunkulært på dansk? Please?

Noget af det mest irriterende i hele verden som journalist, men også bare som menneske, er at lede efter et ord, men hjernetrådene kan, ligegyldigt hvor langt de strækker sig, kun nå frem til det, der ligger lige ved siden af. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg engang ledte efter et ord, der på en overordnet måde beskrev, at noget angik søfart. Men jeg kan huske, hvor sindssyg jeg blev af, at det ord, der meldte sig, var maritim, vedrørende havet. Maritim? Nej? Hvad med ... maritim? Først klokken tre om natten vågnede jeg i en lykkerus og skreg: nautisk! Det er jo det, det hedder.

Og så ligger man og bliver helt blød etymologisk, fordi en astro-naut følgelig er en stjernesømand.