Realisme. Hos Haruki Murakami kan traumatiske oplevelser ikke forklare et menneskes liv. De er der bare.
At skille sig af med et traume
Et sted i 1950ernes Japan kører en dreng og hans far på en cykel langs floden fra deres hjem til den nærliggende strand. I en papkasse har drengen en stribet kat, og da de er fremme i sandet, hopper han af bagagebæreren og sætter kassen fra sig ved et læhegn. Far og søn ser sig ikke tilbage, men sætter sig igen op på cyklen og tager hjem. Blot for at blive mødt af den stribede kats mjavende velkomst, da de åbner entrédøren. De forstår det ikke, men drengen indprenter sig, hvordan faderens udtryk skifter, først fra dyb overraskelse til beundring, så til lettelse.
Her slutter den erindring, som åbner Haruki Murakamis lange essay At skille sig af med en kat – hvad jeg taler om når jeg taler om min far. Teksten, der blandt andet har været trykt i The New Yorker i 2019, er netop udkommet på dansk i bogform med afdæmpede illustrationer af taiwanesiske Yan Gao og som altid oversat af specialisten Mette Holm. Det er første gang, proklamerer bagsideteksten, at Murakami i selvbiografisk form fortæller om barndommen og sit problematiske forhold til den nu afdøde far.
Del: