Jeg ved ikke, om jeg kender nogen digter med en mere dramatisk værkliste, hvad forlagstilhør angår, end Viggo Madsen, som naturstridigt fyldte 80 for et par uger siden:

Gedigent ung debuterede han med den gøglerisk autofiktive roman Brandmand på to hjul (i stedet for, som først planlagt, digtsamlingen En flodhest går om hjørnet, der handler om flodheste) på Arena i 1966, mens han sammen med Rolf Gjedsted stod for poesien i beatmagasinet Superlove; samme år udkom under broren Holgers navn en hypernaivistisk digtsamling på Borgen, Den gamle dame og hunden. Derpå røg han den smalle horisont rundt med bøger på Rhodos, Sommersko og Attika (og stod for en børnekrimiserie, Detektivklubben, på Høst), før han i 1980 endte på allermindste Jorinde & Joringel.