Da jeg i februar sad til et retsmøde i Paris’ 17. arrondissement og fulgte sagen om den libyske diktator Muammar Gaddafis ulovlige kampagnestøtte til Nicolas Sarkozy, blev advokaternes plæderen pludselig afbrudt af et brøl, efterfulgt af hujen og klapsalver på gangen udenfor. Det var skuespilleren Adèle Haenel, der i de tilstødende retslokaler havde vundet sagen mod instruktøren Christophe Ruggia, der i begyndelsen af 00erne ved flere lejligheder havde forgrebet sig på hende, da hun var mellem 12 og 14. Ruggia blev idømt to års fængsel, til afsoning med fodlænke, og yderligere to års betinget fængsel.

Dommen stadfæstede de anklager, Haenel havde luftet allerede flere gange, før hun i 2023 endegyldigt forlod den franske filmbranche, som – til trods for #MeToo-bevægelsens oprør i Hollywood i 2017 og den halvlunkne franske pendant #balancetonporc (stik dit svin) året efter – fortsat vender det blinde øje til magtmisbrug, sexisme såvel som deciderede overgreb. En pointe, hun havde slået fast allerede i 2020, da hun udvandrede fra den franske César-ceremoni, fordi Roman Polanski blev tildelt en pris, til trods for at USA kræver ham udleveret i forbindelse med hans indrømmede voldtægt af en 13-årig i 1977.

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

HAENEL OG RUGGIA er dog relativt ubetydelige navne i den franske filmbranche, og det virkelige #MeToo-vendepunkt er således retssagen mod fransk films mest folkekære filmstjerne, den 76-årige Gérard Depardieu. Han fik tirsdag en dom på 18 måneders betinget fængsel for at have forgrebet sig på to kvinder under en filmindspilning i 2021.

Og ikke blot valgte dommeren at følge den offentlige anklagers anbefalede straf og understrege, at den aldrende skuespiller »intet begreb synes at have om samtykke«, nej dommeren valgte at tilkende ofrene yderligere erstatning som »sekundære ofre« på grund af den vanærende og sexistiske behandling, de har været udsat for under selve retssagen fra Depardieus advokat. Under hele retssagen har han verbalt forulempet kvinderne, som han har kaldt »hysteriske« og »grådige løgnersker«, der »spiller skuespil i retten« for at fremme en form for »feministisk hundegalskab«.

Clovis Cornillac som Astérix og Gérard Depardieu som Obelix i filmen 'Astérix og de olympiske lege' fra 2008. Foto: Pathe Renn Productions, Scanpix
Clovis Cornillac som Astérix og Gérard Depardieu som Obelix i filmen 'Astérix og de olympiske lege' fra 2008. Foto: Pathe Renn Productions, Scanpix

Nu venter muligvis endnu en retssag om voldtægt og seksuelle overgreb fra 2018 fra en helt tredje skuespillerinde i det hav af anklager, der er dukket op – foreløbig fra 22 kvinder – siden internetavisen Médiapart første gang skrev om Depardieus løbske libido.

DET MEST RYSTENDE er dog langtfra selve overgrebene, men den blankostøtte mange har sendt til Depardieu, der selv i retten kaldte #MeToo »et moderne rædselsregime«. Støtten er nemlig ikke blot kommet fra showbizkolleger, som Benoit Poelvoorde, Nathalie Baye, Carole Bouquet, Jacques Dutronc, Charlotte Rampling og et par snese andre, som i et åbent brev i Le Figaro i 2023 advarede mod at »cancellere« Depardieu. Nej, selveste præsident Emmanuel Macron blandede sig også i 2023, da hans daværende kulturminister ville fratage Depardieu landets fineste orden, æreslegionen, fordi han med sine overgreb »vanærede Frankrig«.

Macron proklamerede, at han nægtede at »tage del i denne menneskejagt«.

»Jeg er en stor fan af Gérard Depardieu (...) Og jeg siger dette som præsident og som borger: Han gør Frankrig stolt,« sagde præsidenten.

Ingen burde dog være overrasket over dommen, for ifølge en omfattende fransk parlamentarisk undersøgelseskommission er »overgrebskultur i underholdningsbranchen endemisk«.

TILBAGE STÅR SPØRGSMÅLET, om man kan adskille kunstneren fra værket? Særligt fordi Depardieus karriere langtfra er overstået: Han sagde, han ville opgive filmkunsten, men var ikke til stede ved domsafsigelsen, fordi han indspiller film – en hovedrolle – på Azorerne i Portugal.

Svaret er derfor et tordnende nej. Jeg er stor modstander af cancelkulturen, fordi den ofte løber af sporet. Men hér er man nødt til at trække en streg i sandet. Særligt når man betænker, at eftergivenheden har været så meget desto større netop på grund af skuespillerens renommé og status som præsidentielt sanktioneret nationalikon. Ved fortsat at se og programmere hans film sender man et forkvaklet og helt anakronistisk signal om, at der ingen grænser er for, hvad man kan tillade sig – hvis blot talentet er stort.

Og at sidde med sine børn og se ham som den galliske spradebasse Obelix vil unægtelig føles som at bifalde en seriel overgrebsmand.

ANDRE LYTTER TIL

Avistid

Frankrigs største kulturikon Gérard Dépardieu er blevet dømt for at krænke to kvinder på et filmset. Dommen kan ruske op i den franske #MeToo-bevægelse, der ellers har haft startvanskeligheder, fortæller Frankrigkorrespondent Aske Munck i dagens Avistid. »Jeg mener, at man i god fransk stil må kappe hovedet af kongen for at få en moralsk revolution i Frankrig,« siger Aske Munck.  Ifølge ham bør franskmændene i sagen om Depardieu statuere et eksempel for at komme den dybt forankrede machokultur til livs. Avistid er produceret og tilrettelagt af Marie Louise Vesthardt. Leny Malacinski er vært. Læs mere i Weekendavisen:  Kan man stadig se Depardieu som Obelix med sine børn?