Mig-selvfirmation

Et sted i Transfervindue gengiver kræftsyge Maria Gerhardt en sms-korrespondance med Karen, som også er terminalpatient. De befinder sig begge på et hospice, og Karen skriver, at der må være noget, hun ikke har lært endnu, siden kræften er kommet igen. Gerhardt svarer, at hun skal passe på med at tænke sådan, fordi det involverer en masse skyld, men Karen insisterer på, at kræft ikke kommer ud af ingenting. »Måske gør det,« skriver Gerhardt trøstende, »måske er det totalt tilfældigt, at det lige er os, der er blevet ramt«.

Karen nåede aldrig at åbne den besked.

JEG KOM TIL at tænke på passagen, da jeg forleden læste om selvfirmation. Et alternativ til konfirmationen, hvor konfirmanden ikke bekræfter dåben og sin kristne tro, men læser et manifest op, hvor vedkommende erklærer sig selv troskab og altså er gud i sit eget liv.

Ifølge coach Elisabeth Sofie Olsen, som har udviklet konceptet, handler selvfirmationen om, at de unge skal lære at stå ved sig selv og passe på sig selv, og det lyder jo umiddelbart fint, men det lyder også som en utrolig gang følen efter og blåstempling af navlepilleriet og som en slægtning til selvægteskabet, hvor man siger ja til sig selv og nej til andre.

Og hvorfor er det så betænkeligt? Fordi vi alle skuffer over tid. Jeg ved det, for jeg troede også selv i mange år, at jeg var gud i mit eget liv. Min erfaring er, at når ens egen middelmådighed bliver målestokken, bliver horisonten enormt flad.

MEN MIN SKEPSIS over for konceptet går også dybere end det. Når vi afskaffer Gud og De Store Fortællinger og bliver referencepunktet for alt, mister vi ikke kun forståelsen for de større sammenhænge, men især gør vi os sårbare over for et begreb som skæbnens ugunst.

For hvis alting udgår fra en selv, hvordan forklarer man så sort uheld? Alvorlig sygdom? Alt det ukontrollérbare?

Med at man ikke har stået nok ved sig selv?

Det er selvfølgelig væsentligt at have selvindsigt, og over indgangen til Oraklet i Delfi stod der derfor: Gnothi Seauton. Kend dig selv.

Men det var ikke en opfordring til kælen selvfordybelse og vammel selvundersøgelse, men til, at man skulle stræbe efter at kende sandheden om sig selv og i øvrigt vide, at den kunne afvige fra ens eget selvbillede. Allerede i antikken vidste man, at et menneske med alt for stor tro på egne evner nemt kunne ende som en latterlig eller tragisk skikkelse, og derfor stod der også Alt med måde over indgangen. Det var en opfordring til, at mennesket ikke skulle begynde at konkurrere med guderne.

I dag er det sådan, at guderne ikke skal tro, at de kan konkurrere med menneskets optagethed af sig selv, og det bekræfter den såkaldte selvfirmation da også, når den sætter den enkeltes tro på sig selv over alt andet.

Coachen fortæller, at en af deltagerne sidste år skrev i sit manifest, at han ville love at tro på sig selv resten af livet og aldrig tale sig selv ned igen.

Det skulle have været meget tårevædet og rørt hans familie dybt, hvilket ikke er svært at forestille sig, men jeg kan også forestille mig, hvor dybt det kommer til at ramme ham, når han klokker i det eller mister kontrollen over sit liv, fordi der sker noget totalt uforudsigeligt.

I GAMLE DAGE brugte man udtrykket vederfares om den slags, og det er meget symptomatisk gledet ud af sproget, selvom det beskriver en almenmenneskelig erfaring af, at der i løbet af livet kan overgå én nogle vanvittige eller uretfærdige ting, som man bare må æde i sig.

Det udtrykker ikke en opgivenhed, men en erkendelse af, at der er ting, vi ikke kan være herre over, og at vi da godt kan forsøge at lede efter en form for mening i det, men af og til er den der ganske enkelt ikke eller lader i bedste fald vente på sig.

Det er også derfor, der så ofte ligger en trold på lur under broen i eventyrene. Helten stævner ud i verden med stor tro på sig selv, men stifter undervejs bekendtskab med det uforudsigelige og vender betydeligt klogere hjem. Der ligger en pointe i, at det er, når man er allermest på spanden, at det poetiske eller underfulde kan opstå.

Den erkendelse venter også selvfirmanderne, når festen er slut.