Af og til er det fint med lidt mere skam i livet

En influencer ved navn Cathrine Wichmand lagde forleden et opslag på Instagram, hvor hun fortalte om mødet med et »vidunderligt menneske« i form af en sagsbehandler fra Frederiksberg Kommune, der havde hjulpet hende med at ansøge om en assistent, fordi hun er diagnosticeret med adhd.

»Vi har på tre kvarter søgt om en personlig assistent til mig. 15 timer om ugen, hvor jeg kan få et menneske til at hjælpe mig med det, jeg godt kan, men som kræver sindssygt meget af mig, og som derfor udtrætter mig helt vildt meget – alt det her administrative,« sagde hun blandt andet.

Tilfreds med mødet med den generøse kommune ville Wichmand, direktør i Flow Intimates, dele tippet med sine følgere, men pludselig slog vinden om.

For som flere spurgte i kommentarsporet på den offentlige profil: Hvordan kan det egentlig være, at kommunen skal betale for en assistent til dig, der er succesfuld iværksætter, og som tilmed bor i en millionvilla og tydeligvis har sit på det tørre?

Og det er jo et godt spørgsmål.

Det formelle svar er: Fordi hun principielt kan være berettiget til hjælpen, på trods af sine private indkomstforhold.

Et andet svar er: Fordi vi lever i et samfund, hvor mange har alt og alligevel vil have mere. På andres regning.

Cathrine Wichmand var sidste år i Løvens Hule, hvor hun fik investoren Anne Stampe til at skyde 350.000 kroner i sin virksomhed, og før det havde hun i årevis fremvist først sin imponerende Frederiksberglejlighed i tre etager og siden sin pragtvilla i samme bydel for sine mange følgere og Alt for Damernes læsere.

Hun fremstår derfor som et menneske, der udmærket selv er i stand til at betale for assistance til opgaver, der beskrives som »det, jeg godt kan«.

Og netop derfor er det helt berettiget at spørge, hvorfor en kommune, der i 2024 vedtog besparelser og effektiviseringen for 43,7 millioner kroner, skal stille en assistent til rådighed for en ressourcestærk og velstillet borger, der sagtens selv kan betale.

I al fald må det være svært at forsvare overfor borgere, der har fået afslag på hjælp til senile forældre, til medicinudgifter eller hjælpemidler og overfor børnehaver, der har fået nej til ekstra hjælp til børn i mistrivsel eller skoler, der ikke længere kan sikre børn en optimal skolegang, fordi hovedbygningen er nedslidt og lokalerne overbelagte. Held og lykke med at forklare dem, hvorfor en influencer kan spadsere ind på kommunekontoret og ud med en assistent stillet i udsigt, mens de selv må kæmpe for at få tingene til at hænge sammen.

Jeg er med på, at adhd er en alvorlig diagnose, men det er ikke et skjold mod almindelig sund fornuft, og selv om hun muligvis har ret til en assistent, har vi først og fremmest pligt til at forsørge os selv og ikke komme med hatten i hånden, når vi selv har lommen fuld af penge.

Efter at have reklameret for den offentlige ydelse har influenceren nu valgt at tage sit opslag ned, og mange har påpeget, at det er uklædeligt og upassende og heksejagtsagtigt at inddrage hende i principielle debatter om moral og velfærdssamfundets ydelser.

Hertil må jeg bare sige, at når man har over 80.000 følgere, er man en magthaver, og så må man ligesom alle andre magthavere kunne stilles til ansvar for sine udtalelser.

Det er ikke bare en glad fortælling, hun har delt fra sit liv, men en opfordring til brug (og misbrug) af en kommunal ordning, som er tiltænkt mennesker med en væsentlig svagere privatøkonomi, og dermed har Cathrine Wichmand igangsat en principiel debat om ret og pligt, moral og ansvar.

En debat, som ventilerer vores fælles normer og forventninger til, hvad vi selv skal betale for, og hvad andre kan forventes at samle regningen op for.

Men det er også en debat, som afslører, at mange tilsyneladende har glemt, at en kommune ligesom en stat ikke har et pengetræ stående ude i baghaven, som alle frit kan plukke fra. Det kan være sundt at huske på, hvor pengene egentlig kommer fra.

Vi taler ofte om det vigtige i at gøre op med alle mulige former for skam, men i Wichmands tilfælde vil det være fint med lidt mere skam i livet.