Hvad et togsvin lærte mig på vejen til Aarhus

I bøgerne om Harry Potter findes der fire kollegier, der bygger på hver sit princip. Kollegierne hedder Ravenclaw, Slytherin, Gryffindor og Hufflepuff, og hvor de fleste læsende børn helst vil bo på Gryffindor, Harry Potters kollegie, vil de færreste bo på Hufflepuff. I mange år forstod jeg heller ikke, hvorfor J.K. Rowling havde skabt Hufflepuff. Det er jo hverken et sted for store personligheder eller eventyrlige bedrifter, og hvor de andre kollegier har seje dyder som mod, klogskab og ambition, har Hufflepuff høflighed.

At jeg ikke forstod det, skyldes blandt andet, at jeg er dansker. Vi er kendt for at være det mest uhøflige folkefærd i Europa, og sammenligner man vores omgangsform med canadiernes og japanernes, bliver det bare endnu mere pinligt. For os, selvfølgelig.

Det viste en undersøgelse i 2007, og jeg tvivler på, at vi i mellemtiden er blevet bedre til at holde på formerne. Tværtimod.

Men ved at rejse meget med DSB har jeg indirekte lært, hvorfor Hufflepuff er et magtfuldt kollegium. Lad mig fortælle om min seneste oplevelse.

Da jeg forleden skulle til Aarhus, sad jeg over for en engelsk kvinde. Hun var midaldrende og gjorde ikke meget væsen af sig. Det gjorde manden skråt over for til gengæld. Han steg på toget sammen med en burgermenu, som han hurtigt fik arrangeret på det lille bord, så det udgjorde et fascinerende gyldent landskab oplyst af strålerne fra den nedgående eftermiddagssol. 

Mens lugten af friture bølgede gennem vognen, så han en stribe TikTok-videoer, naturligvis med høj lyd, og foretog så et opkald til en ven, mens han fortsatte med at spise sine nuggets og havde mobilen på medhør. Nogle minutter senere, udmattet af samtalen og sikkert også af alt godt fra den gyldne brønd, lagde han sig henover bordet, så kvinden overfor måtte trække sin computer til sig, og da hun gik, smækkede han sine fødder – med sko – op på sædet overfor. Forinden havde han væltet sin cola. Han så ikke nogen grund til at tørre det op.

Skal man gribe ind? For at reducere støjen fra ham sad de fleste i togvognen med høretelefoner, undtagen den midaldrende engelske kvinde over for mig. Hun stirrede som fortryllet på manden, der hen over Sjælland havde krænget al civilisation af sig og nu lå henslængt på to sæder med T-shirten skubbet op over navlen og mobilen i gang med at afspille en endeløs strøm af idiotiske videoer.

Selvom togkontrolløren flere gange kom for at tjekke billetter, bad hun ham på intet tidspunkt om at rette sig op, begrænse skaderne fra colaen eller bare være til at holde ud at være sammen med for os andre. Hvorfor egentlig ikke? Konfliktskyhed, formentlig. Tilvænnethed. Afmagt. 

Når Rowling prøver at lære os, at høflighed er en underkendt superkraft, handler det om, at det kræver større styrke at holde sammen på et fællesskab end at realisere sig selv. At det ikke er nok at være nogen, hvis man ikke kan finde ud af at være noget for nogle andre, og at det i det hele taget kræver mere selvdisciplin at være venlig end at være uforskammet.

Men særligt i Danmark kan venlighed tolkes som underdanighed, og måske har vi også i vores begejstring over ligheden glemt, at netop i et lighedssamfund er der brug for klare normer for, hvordan vi tager hensyn til hinanden.

Hilser vi på kassedamen? Tager vi hensyn på cykelstien? Kan vi holde kæft, når vi er sammen med andre? Vi kan nemt selv måle, hvor vi ligger på høflighedsskalaen. Lader vi andre komme ud af metroen, før vi selv går ind? Rejser vi os for ældre i bussen? 

En togkupé er en miniudgave af et velfærdssamfund, og kollegiet Hufflepuff hylder de dyder eller principper, der er betingelsen for, at det kan hænge sammen. En tur med DSB er således en slags temperaturmåling på vores hufflepuffhed, og her må jeg bare sige, at det står sløjt til.

Hvis vi vil have genopbygget en høflighedskultur, kræver det et opgør med den pædagogiske arv fra Rousseau, der ser mennesket som spontant godt og omgivelsernes opdragelse som ond og som det, der kan hindre godheden i at udvikle sig. Rowling viser os, at det forholder sig omvendt. Mennesket har faktisk brug for andre for at kunne blive sig selv.

Det havde manden i toget også, men ingen kom ham til undsætning. Da han havde væltet colaen, sad jeg og kiggede lidt på ham, hvorefter han spærrede øjnene op og sagde: »Hvaaad? Hvad er der?«

»Din cola,« svarede jeg.

Så lænede han sig tilbage i sædet og lukkede øjnene.