Satellit. Kina er stadig langt bag USA inden for matematik på eliteniveau. Men det amerikanske forspring bliver mindre og mindre.
Kinesere og tal
I modsætning til, hvad mange nok vil formode, er kineserne langt bag amerikanerne, når det gælder matematik på eliteniveau. Udsagnet kommer ikke fra hr. eller fru hvem-som-helst, men fra den kinesisk-amerikanske videnskabsmand Sing-Tung Yau, tidligere Harvard-professor og modtager af Fields-medaljen, kendt som »matematikkens Nobelpris«.
»Det er dog ikke nogen retfærdig sammenligning, for USA har stor fordel af udenlandske talenter,« siger han i et interview med Hongkong-avisen South China Morning Post. »Harvard har for eksempel folk fra Kina, Tyskland og mange andre lande, og dets førerposition inden for matematik er hovedsagelig baseret på indvandrere.«
Yau, der er 75 år gammel, er i dag vendt hjem til Kina og arbejder på fuldtid på det prestigefyldte Tsinghua-universitet i Beijing, hvor han har udformet et særligt program for den kommunistiske stormagts mest lovende unge forskere på det matematiske felt. Han tror på, at Kina snart vil hale ind på USA.
Det afgørende tidspunkt er, når et land er i stand til selv at uddanne sine egne topforskere og ikke længere er nødt til at sende dem til udlandet for at lære det nyeste nye. USA nåede det stadie i perioden fra 1915 til 1930, og Kina er på vej op på samme niveau, siger han.

harms
Del:



