Det er ikke det bedste, jeg kan sige om Amalie Smiths samling af »noter tekster samtaler« om alt muligt og alting – med ler og skabelse, af kunst og mennesker, tematisk spændt sammen med en meget sløv elastik – betitlet Terracotta, at den gør mig gladere for Merete Pryds Helles roman fra efteråret Den store åbning, som jeg var alvorligt misfornøjet med, da jeg anmeldte den her i sektionen. 

Men i det mindste gør hun, Pryds, en indsats for at (Pixar-)animere den føljeton om universets skabelse og alle de vigtigste evolutionære/menneskelige landvindinger, som udgør halvdelen af bogen: Kosmiske barbapapaer konspirerer om at arrangere endnu et big bang, eller hvordan det nu var. Smith fortæller bare søvndyssende 1:1 leksikalsk løs for sit nyfødte barn på barselsgangen, som falder i søvn lige så stensikkert som læseren.