Læserbreve

Røde kors

Statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet

Røde Kors' generalsekretær Anders Ladekarl skriver i Weekendavisen (WA #45), at kritikere som jeg »har taget stilling« til konflikten i Mellemøsten og derfor uundgåeligt vil kritisere Røde Kors' neutralitet. Men hvilken holdning skal jeg have, for at Ladekarl tager den seriøst, frem for blot at afvise den som uundgåelig? Kan det virkelig passe, at dem, der sympatiserer med min kritik – herunder flere politikere – bare er personer, hvis kritik Røde Kors må leve med? Det undrer mig i hvert fald, hvis det er Røde Kors' indstilling.

Røde Kors bliver ikke kritiseret for at stræbe efter neutralitet eller for at tale de civile ofres sag. Nej, kritikken retter sig mod inkonsistensen mellem Ladekarls handlinger og de værdier, han hævder at værne om. Naturligvis kan der stilles højere krav til Israel end til en terrororganisation, der ikke værdsætter menneskeliv. Men når Ladekarl kun kritiserer Israel og helt ignorerer Hamas' undertrykkelse af palæstinenserne, er det ikke underligt, at mange mister tilliden. Det burde være indlysende, at hvis man er neutral, så sammenligner man ikke krigen i Gaza med folkemordet i Rwanda.

Dette er hverken en opfordring til selvcensur eller til at give afkald på Røde Kors' forpligtelser, men kun en opfordring til at agere mere professionelt. Jeg vil rose Ladekarl for at anerkende, at han har begået fejl. Det ville dog klæde ham, hvis han så rettede op på de konkrete fejl. For det hører vel også med til god kommunikation?

Diagnoser I

Anne Sofie Lassen, museumsvagt

Det er en fin forsideartikel af Henrik Dørge (WA #47) om et vigtigt emne. Dog synes jeg, der mangler et aspekt i diskussionen. Jeg tror, mange børn i dag er små »projekter«, og jeg tror også, at det kommer bag på nogle forældre, hvor krævende det er at være en god mor og far. Måske er mange ikke parat til at give det kostbareste vi har, nemlig vores tid, fra sig.

De første år er de allervigtigste i vores liv, og børnene har krav på at være vores første prioritet dér. Hvis der opstår problemer, og børnene er svære at holde ud at være i stue med, bliver det en lettelse at få en diagnose for pyh ... så er det ikke vores skyld, men diagnosen, der giver alle vanskelighederne. Dermed ikke sagt, at der selvfølgelig skal god hjælp til, når det vitterlig er nødvendigt.

Diagnoser II

Maria Skov Pedersen, uddannelseskoordinator

Henrik Dørges forsideartikel i WA #47 om skole, diagnoser og adgang til støtte vakte genklang hos mig. Jeg har nemlig selv haft problematikken inde på livet på grund af min søn. Skolevægring er blevet en folkesygdom, men hvordan kan det være? Svaret er komplekst, men der er én faktor, jeg synes fortjener øget opmærksomhed: de lange skoledage og høje krav til børnenes modenhed og såkaldt eksekutive funktioner helt fra de mindste klasser.

Et eksempel: Da jeg gik i skole i 1980erne, havde jeg tre timer hver dag i 0. klasse, fire fra 1. klasse, og med årene sneg skemaet sig op på fem timer om dagen. Først i udskolingen var det normalt at have seks timer om dagen. Nu har de fem-seks timer om dagen fra de første år!

Fra de mindste klasser skal børn holde styr på lektier og særlige aktiviteter på Aula og deltage i gruppearbejde. Meget af det kunne man med fordel vente et par år med, ligesom man fint kunne skære en bid af hver enkelt skoledag. De mange timer og komplekse opgaver er vel indført i den bedste mening, men når resultatet er en epidemi af stress, angst og skolevægring, burde man revurdere strategien.

Mange kunne formentlig have fået en bedre skolegang, hvis man havde holdt timetal og kompleksitet nede de første år. Men hvad med det faglige niveau? Jeg tvivler på, at det vil falde – det er de færreste børn, som får noget ud af de sene skoletimer. Man kunne jo indføre frivillig fordybelse i udvalgte fag for dem, der har interessen og kapaciteten – i så fald ville man tilgodese både dem, der er sultne efter at lære, og dem, der lige skal have lidt mere sul på pandelapperne, før de er klar til den store pakke.

Demografi

Anders Orris, redaktør, cand.mag.

Det er en skam, at Weekendavisens journalist Peter Harmsen lader sin ellers interessante artikel om Japans demografiske problemer (WA #47) ende med et forskerudsagn om, at øget indvandring er løsningen. Særligt på de samfundsøkonomiske problemer, som en forøget aldring af befolkningen medfører. En skam, ikke mindst fordi den japanske forsker, Harmsen interviewer, kunne få lejlighed til at tage stilling til to erfaringer fra Europa.

Dels at forøget indvandring medfører forstærkede sociale spændinger og øget kriminalitet. Erfaringerne fra Sverige, Tyskland, Frankrig og Danmark er entydige. Tror man ikke på det, kan man spørge folk fra Göteborg eller Saint-Denis i Paris. Dels at indvandring jo indebærer sin egen forsørgerbyrde. Såkaldt superindvandring – indvandring af én person, der allerede har en lang videregående uddannelse, og som straks får og fastholder et job for derefter at forlade landet inden pensionsalderen – er uhyre sjælden.

Bundlinjeopgørelsen for indvandring af hele familier er sjældent entydig og kan stille et land som Japan over for samme problem som europæiske lande: at den skattebetaling, en indvandret husholdning erlægger, ikke rækker til at finansiere det træk på offentlig service og forsorg, familien udøver. Og så er man jo lige vidt med hensyn til en løsning af demografiske problemer.

Arbejdsløsheden i Japan er i øvrigt ifølge OECD 2,6 procent, ungdomsarbejdsløsheden 4,3 procent. Så der er også andre måder at løse samfundsøkonomiske problemer på.

Om befolkningspleje

Jens Ellekær, oversætter og forlægger

I WA #47 beretter Anna Libak, at det russiske parlament har besluttet at gøre det strafbart offentligt at fremme en børnefri ideologi. Det er lidt overraskende, at man i Rusland beslutter at anvende sanktioner for at opretholde befolkningen, idet man har en historisk tradition for en mere positiv tilgang til problemet. I juli 1944 indstiftede Stalin således Ordenen for Moderskabets herlighed.

En orden, der blev uddelt lokalt på vegne af præsidiet for Den Øverste Sovjet og havde tre klasser: den første for mødre, der havde født og opfostret ni børn; den anden for mødre med otte børn; og den tredje for mødre med syv børn. Der blev i ordenens levetid tildelt over fem millioner medaljer i alle tre klasser. Samtidig blev der indstiftet en overordnet æresbevisning for opfostring af hele ti børn, »Moderheltinde« som en pendant til »Sovjetunionens Helt« til heltemodige militærfolk og »Arbejdets Helt« for højpræstationsarbejdere.

Tildelingen af ærestitlen ophørte i 1991, før præsident Vladimir Putin genindførte den i 2022. Der følger i dag en million rubler (66.000 kroner) med ærestildelingen. Putin må allerede i 2022 have indset, at han havde sat gang i noget, han ikke havde helt styr over.

Det er meget muligt, at Stalin lod sig inspirere af det nazistiske Tyskland, hvor man i 1938 havde indstiftet De Tyske Mødres Æreskors, der også bestod af tre klasser, dog med lavere krav.

Man kan i den forbindelse nævne et andet tysk tiltag, som man om muligt vil kunne betragte som positivt, nemlig Lebensborn eV – Livskilde-foreningen, en institution under SS med det formål at undgå svangerskabsafbrydelse hos ugifte mødre ved at give disse gode forhold under graviditet, fødsel og barnets første tid. Med det videre sigte, at børnene skulle adopteres af fortrinsvis SS-familier. Lebensborn blev også betroet børn fra besatte lande, der ansås for at være »arificeringsegnede«. Således blev syv børn (ud af 88, de resterende blev myrdet) fra den tjekkiske landsby Lidice, som i 1942 blev tilintetgjort som hævn for drabet på generalen Reinhard Heydrich, overdraget til Lebensborn.

I den igangværende krig har russerne bortført et stort antal ukrainske børn, som angiveligt udsættes for russificeringsprogrammer. Man må sige, at der historisk kan være forskellige former for inspiration at hente, når det drejer sig om såkaldt befolkningspleje.

Diez vs. Price

Søren Holm Pedersen, abonnent

Weekendavisen bruger i kultursektionen (WA #46) hele to broadsheet-sider på den celebre affære mellem Katherine Diez og Adam Price. Et meget langt interview med Price og derudover en kronik af samme og så en replik fra det forlag, der har udgivet Diez' bog. En skrækkelig historie fra det, onde tunger i provinsen kunne finde på at betegne som de fine saloner i København.

At en seriøs avis som Weekendavisen bruger så megen spalteplads på denne affære, kan vel kun retfærdiggøres ved at besvare et helt enkelt spørgsmål: Er det sandt eller falsk, hvad Diez skriver i sin bog om Price? Lige netop dét får man som læser ikke svar på over de to sider. Mener Weekendavisen virkelig at have bibragt ny indsigt og oplyst læserne om noget interessant i avisens dækning af sagen?

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.