Når far føder

Det begynder efterhånden at gøre lidt ondt i mine tommelfingre.

Vi er på Hvidovre Hospital, det blinker og bipper overalt omkring os, fødegangen simrer af let kaos, og i det fjerne kan vi høre en kvinde brøle et barn ud i verden.

Snart sker det hos os. Men det eneste, jeg kan tænke på, er mine stakkels tommelfingre.

I flere minutter har jeg nu trykket dem godt ind i de der to smilehuller i lænden og knirket rundt i leddene for at lindre min kones smerte med lidt massage. Jeg har været en »aktiv medspiller«, som de formulerede det til fødselsforberedelsen, hvor jeg pligtskyldigt mødte op til »modul 3« med alle de andre vordende fædre. Jeg har gjort mig umage.

Men nu kan jeg ikke mere. Det er simpelthen for hårdt.

Hvis det gør så ondt at føde, så vil jeg ikke være med mere.

Var det bare tommelfingrene, gik det måske. Men også min ryg knager efter at have siddet skævt på en dårlig plasticstol i lidt for lang tid. Fødderne er ømme. Min T-shirt lugter af sved. Kaffen er dårlig. Og jeg kunne også godt snart bruge en lur.

Men er der nogen, der for alvor bekymrer sig om, hvordan jeg har det?

Nej.

Der er heller ingen tak at hente, da jeg på et tidspunkt tager det på mig at svabre hele gulvet på det lidt lurvede hospitalsbadeværelse, hvor afløbet viser sig at være stoppet godt til med … ja, gad vide hvad. Ikke engang et lille anerkendende nik får jeg fra jordemoderen. Eller min kone.

For slet ikke at tale om den mentale byrde, der ligger i at være den eneste, der husker på at stille p-skiven og rende i 7-Eleven efter kyllingespyd på det helt rigtige tidspunkt. Den evigt nagende fornemmelse af, at jeg har glemt et eller andet vigtigt derhjemme. Og det irriterende faktum, at jeg nu taber til en tilfældig fyr i min nye skak-app (kortvarig Queen’s Gambit-dille), som jeg ikke tør åbne her midt i det hele, selvom det er min tur, og uret tikker.

Ja, det er ganske hårdt at blive far.

PROVOKERENDE? ÅH JA! Jeg forestiller mig allerede kvinder i hobetal, der nu er på vej med høtyve og fakler for at klynge mig op i den nærmeste lygtepæl som straf for denne kætterske tale om farens fødsel. Hvor vover han!

Men vent lige lidt. Der kommer faktisk en pointe.

For var det mig, der havde slæbt rundt på et andet menneske i ni måneder, mens jeg prustende voksede mig større og større, indtil jeg til sidst skulle presse denne skabning ud gennem en alt for lille åbning, ja, så er jeg ret sikker på, at jeg også selv ville reagere på blot den mindste selvynk fra faren på samme måde som karakteren »Line« i Stine Pilgaards roman Meter i sekundet fra 2020.

Midt i en kompliceret fødsel overhører denne Line nemlig sin kæreste Frederik »bede en sygeplejerske om to Iprener«, fordi han har siddet oppe og spillet computer hele natten, så han nu døjer med »spændinger i nakken«.

Som et hævngerrigt Loch Ness-uhyre rejser Line sig derfor fra fødekarret med vanddråber, der strømmer »som små floder ned af hendes kæmpestore krop«. Hun humper ud på gangen, tager kvælertag på jordemoderen og hvæser: »Hvis du giver Frederik en Ipren, så slår jeg dig ihjel.«

Det er den kvindelige »urvrede«, lyder det i bogen. Et nedarvet raseri, »et biologisk oprør, der retter sig mod naturen« og alt det urimelige ved, at Frederik får det til at handle om sig selv, mens Line ligger der i ensom kamp med sin egen krop. Og man forstår hende.

For selvom næsten alt i denne vidunderlige tidsalder handler om det evigt kværnende mig, mig, MIG! – tænk bare på folk, der tager »mig-dage«, som Amalie Langballe fortalte om her i avisen sidste år, eller dem, der insisterer på »min sandhed«, som Anne Sophia Hermansen skrev om forleden – så er der trods alt stadig grænser.

Ingen gider at høre på journalister, der flæber over valget af Trump. Ingen gider at høre på en fyr, der er overrasket over, at et lån koster penge (hvilket ikke er et tænkt eksempel). Ingen gider at høre på selvmedlidende ofre i debatspalterne. Og ingen gider at høre på mænd, der føler sig overset eller udmattet under fødslen.

Alligevel – og her er vi fremme ved pointen – er det blevet mere og mere normalt at gå rundt og sige ting som:

»Vi er gravide.«

Og:

»Vi har født.«

Som om »vi« har været igennem præcis det samme, brødre i krig, lige i alle livets facetter. Som om det lige så meget er os, der har presset dette grotesk store hoved – hvorfor er de også så store?! – ud i verden gennem en smal sprække.

Min egen erfaring efter en statistrolle ved i alt tre fødsler (foruden en hovedrolle i min egen, naturligvis) er, at manden på ingen måde gør sig fortjent til ligestilling i netop de to sætninger.

Man kan vimse lidt rundt i baggrunden og byde sig fattigt til, når det hele når sit crescendo. Men i sidste ende er man som far en smule latterlig og ikke mindst undværlig.

Med ét u.

MISFORSTÅ MIG IKKE. Det er skønt, at par vil deles om det hele, når de bliver forældre, bleskift, manglende nattesøvn, barselstrummerum og sygedage. Her giver det mening at være et »vi«.

Der er sågar mænd (okay, én svensk mand), der forsøger at amme, og han skal bare give den gas.

Men når man ser en mand på tv, der ikke følte sig inkluderet i graviditeten, fordi en jordemoder på et tidspunkt kaldte ham »Lars« i stedet for »Anders«, og fordi en læge kom til at lukke døren i hovedet på ham, så er vi vist ved at være der, hvor nogen må sige: Stop.

Det handler ikke om manden lige nu. Eller et halvroyalt »vi«.

Jeg regner omvendt heller ikke med, at kvinder nogensinde vil forstå, hvor ondt det gør at blive sparket lige i skridtet. (Mindst lige så ondt som en fødsel). Sådan er vi så forskellige.

Nej, nogle gange skal man bare tie stille og beundre andre mennesker uden at tænke på sig selv.

En fødsel er én af de gange.

Og mine ømme tommelfingre? De fik det godt igen.

Tak, fordi De spurgte.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.