Engang, da jeg var barn i en provinsby på Fyn, forsøgte jeg at snige mig uden om en børnefødselsdag. Det var en af de mindre populære drenge, der fyldte år, og mange af mine klassekammerater havde allerede annonceret, at de ville blive væk. Derfor så jeg ingen skade i at spørge min mor, om ikke jeg også måtte sidde festlighederne over.
Jeg fremførte den manglende opbakning som et – forventede jeg – vindende argument, men jeg fik i stedet at vide af min mor, at hvis ingen andre kom, så var jeg forpligtet til at møde op, ingen diskussion.
Fødselsdagen blev ikke nogen rar oplevelse, drengens storebror endte med at råbe længe og arrigt ad min veninde og mig, men fordi min mor generelt var laissez faire i sin opdragelse af sine børn – vi skulle kun gå i skole, hvis vi havde lyst, vi måtte selv bestemme vores sengetid, og alle måltider var valgfri – gjorde episoden, at jeg i dag passer mine aftaler, som om mit liv afhang af det. Jeg tropper op, uanset om jeg er i dårligt humør, febersyg eller har tømmermænd.
Måske derfor har jeg også stillet mig uforstående over for mange aflysninger gennem tiden, men på det seneste er min forundring vokset, i takt med at en ny aflysning har gået sin stille sejrsgang. Denne nye aflysning, som man absolut ikke kan eller må diskutere med, har som regel en ordlyd a la: »Jeg har mærket efter helt nede i mavsen, og i dag er en mig-dag, hej hej.«
For flere mennesker i min omgangskreds er det altså blevet helt legitimt at aflyse i selvomsorgens hellige navn. Det slog mig særligt denne jul, hvor (føltes det som) rekordmange venner og bekendte med velbehag i stemmen kunne berette, at de som små selvhjælpende grincher havde aflyst jul med deres ellers relativt velfungerende familier – alt imens jeg selv forberedte mig på at afvikle en jul hjemme hos en far, der er mange ting, men ikke noget festfyrværkeri.
HVORNÅR STARTEDE DET, hvor kommer det fra, og er vi sikre på, at det er dem, vi vil være? Da jeg havde en svensk kæreste, var det noget, vi indimellem diskuterede, for mens hans svenske venner tog turen fra Stockholm til København hyppigt og i hobetal, så var vores danske venner et evigt måske. De ville lige kigge på det, mærke efter, se, hvad der kunne lade sig gøre. At komme fra den ene ende af Nørrebro til den anden er ikke noget, man bare sådan gør, når man har det sårbart, måtte vi forstå.
Men selvom jeg tror, at vi danskere i højere grad end svenskere ynder en too cool for school-attitude, tror jeg ikke, at det er et særligt dansk fænomen. Ligesom med mange andre ting bebrejder jeg internettet: På internettet er det nemt at slukke og tænde for folk. Du kan mute, du kan unfollowe, du kan bede apps om at begrænse mængden af indhold, der vises fra en bestemt person. Samtidig flyder internettet over med selvhjælpstyper, der fortæller os, at vi skal skære toxic people ud af vores liv, og hvis vi ikke kan lide nogens vibe, så kan de også bare få sparket.
Jeg siger ikke, at der ikke kan være gode grunde til at aflyse eller begrænse mennesker – man kan være stresset, deprimeret, overvældet – og jeg siger ikke, at der ikke kan være gode og tungtvejende grunde til at blive væk til jul, og endelig siger jeg heller ikke, at min nultolerancepolitik er den rigtige – jeg har skabt unødvendige smittekæder og fremstået uengageret og utaknemmelig ved altid at møde op trods manglende overskud. Men jeg stiller mig alligevel skeptisk over for mig-dag af tre årsager:
For det første er fællesskaber ikke noget, der opstår ud af det blå og eksisterer uafhængigt af de mennesker, der indgår i det. Fællesskab forpligter, og hvis man ikke honorerer den forpligtelse, så bliver der mindre fællesskab. Spørg bare Foreningsdanmark.
For det andet er jeg ikke sikker på, at man faktisk passer bedst på sig selv ved at ligge under dynen og dikke-dikke sig selv. Jeg tror snarere, at det for det gennemsnitlige menneske kan være sundere og mere givende at være noget for nogen, hvor gammeldags og konservativt det end lyder.
Og endelig, for det tredje, tror jeg, at vi undervurderer vores fællesskaber, hvis vi mener, at det kun er noget, man må indtræde i på de gode dage, på de dage, hvor man kan underholde, charmere, være den bedste udgave af sig selv. Hvis det kun er til sin terapeut, man betror sine tårer, sine vredesudbrud, sine trætte, blege øjne, så har man faktisk udhulet selve fællesskabets eksistensgrundlag.
Vil De ikke tænke over det, næste gang De har lyst til at aflyse?
