Da den engelske skuespiller Dame Maggie Smith døde i fredags 89 år gammel, havde jeg et helt anderledes ungdommeligt billede af hende på nethinden end det, der retteligen hører alderen til. For ikke at tale om den Maggie Smith, som i den sene del af sin karriere blev folkeeje med Harry Potter-figuren Minerva McGonagall og siden som Downton Abbeys magtfulde matriark Violet Crawford.

På mit natbord ligger nemlig en Penguin-udgave af Muriel Sparks The Prime of Miss Jean Brodie med et stillfoto fra filmatiseringen af den lille, men indholdsmæssigt rige roman fra 1961, som Maggie Smith vandt en Oscar for at spille hovedrolle i, da den havde premiere i 1969.