Arvegods. Prince, der døde i 2016 af en overdosis fentanyl, var ingen engel. Ezra Edelman har lavet en ni timer lang dokumentar om den geniale musiker, en kontrolfreak, som efterlod et kæmpe bagkatalog, megen mystik, men intet testamente. Ifølge New York Times bliver den formodentlig aldrig vist.
Ikon og menneske

Pressefoto: Kevin Mazur, Sony Music.
DET GIBBER altid i hjertet, når Prince synger eller næsten hulker sit »Uh uh uh uh uhuuu« i omkvædet på den sang, de fleste kender og straks kan forbinde med den übermusikalske kunstner, »Purple Rain«. Det er også titlen på den film, Prince indspillede i 1984, da han var 26 år gammel. Som Carvell Wallace dengang skrev i sin anmeldelse i musikmagasinet Pitchfork, så bevægede Prince sig med det album op i superligaen, hvor den jævnaldrende Michael Jackson ellers fyldte det meste og samme år også udsendte sin rekordsælgende Thriller-plade. Indtil da var Prince mest kendt som »den sexbesatte R&B-groove-stjerne, der kunne spille på alle instrumenter, en gudbenådet musikalsk opkomling, der udelukkende brugte sine anseelige kræfter på at få et spillested til at lyse maks. op«.
Der har altid været sex, leg med kønsidentitet og funky flertydighed, hvor Prince satte sine højhælede støvler i gulvet og flåede i guitaren.
Del:
