Når Det Kongelige Teater i næste uge indleder årets operasæson, er det med Verdis femakter Don Carlos fra 1867 på programmet. Derefter følger, som noget helt naturligt i operaens verden, en række gensyn med kanoniserede værker af store komponister: af Puccini, Mozart, Wagner, Rossini, Donizetti. Selv en sjælden barokopera af Vivaldi, Griselda fra 1735, har man fundet lejlighed til at støve af, og man gør det med god grund. For i opera er der intet så skønt som fortiden. Eller hvad?

Nærstuderer man programmet, finder man også en tysk opera fra 2011, Manfred Trojahns krasse Orest, der begynder med isnende strygere, ophidset hvisken og et lammende skrig. Og som sidste anretning inden sommerferien dukker minsandten en ny opera af Bent Sørensen op, Asle og Alida med den norske nobelpristager Jon Fosse som librettist. Alligevel er det ikke helt forkert at sige, at Det Kongelige Teater i højere grad har øjnene rettet bagud end fremad; det er, måske med rette, ikke her, man går forrest for at sikre, at operaen har en fremtid som andet end fortid.