Kantareller

Morten Nørholm, Tollerup Pold

Kendissen Martin Kongstad refereres i en artikel i Weekendavisen 19. juli, »Tisvilde vs. de vilde«, for forskellige historier om, hvad der kendetegner de rigtige fra Tisvilde, det vil sige, hvad det er, kampen står om for den, der ikke vil være udenfor. Blandt andet gælder det om at kende de hemmelige kantarelsteder i Tisvilde Hegn. Eller »Hegnet«, som man siger, hvis man er med. Man kan også kalde området, som er en skov, for »Skoven«, fordi der ikke er andre skove lige i nærheden. Men det er ikke helt rigtigt. Ifølge nogen.

Biologen Flemming Rune undersøgte for nogle år siden Tisvilde Hegn for kantareller. Han inddelte området i 100 kvadrater – og fandt kantareller i hvert eneste kvadrat. Det eneste, der kræves for at finde kantareller, er altså det arbejde, det er at gå en tur i skoven. Kun den, der vil finde en genvej til kantareller og dermed undgå at arbejde, interesserer sig for hemmelige kantarelsteder og går op i at vide, hvor svampene er. Det gør det til noget mystisk, til noget, der er reserveret den indviede. Arbejde er der jo ikke noget mystisk ved.

Jeg er gift med en svensker, der er lykkeligt uvidende om den symbolske betydning af at bruge den rigtige betegnelse for skoven, og som ikke går op i det med de hemmelige svampesteder. Kantareller findes nemlig i så rigelige mængder i enhver svensk skov; det kræver bare lidt arbejde at finde dem. Når hun går ud i skoven et par timer og ser sig for, er det næsten sikkert, hun har svampe nok med hjem til et måltid. Det forklarer, hvorfor svampens danske navn er almindelig kantarel. Den er nemlig almindelig.

Arkivfoto: Henning Bagger, Scanpix
Arkivfoto: Henning Bagger, Scanpix Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Martin Kongstad svarer:

Jeg har »fanget« kantareller deroppe i over 40 år, og nej, det er ærgerligt nok ikke sådan, at man bare skal træde tilfældigt ud i Hegnet (som det hedder, fordi skoven er kunstigt anlagt for at hindre sandflugt) og bøje sig ned for at finde kantareller. Svampen trives i blandingsskov, og en sådan er ikke overalt derude. I de seneste ti år er kampen om at være autentisk intensiveret, hvilket betyder, at der nu er 50 gange flere »fangere« og dermed betragteligt færre svampe at finde.

Danneskiold-Samsøe

Rune Obel Christensen, lektor på Københavns Professionshøjskole

Efter en noget våd sommerferie stempler jeg i disse dage ind på mit arbejde på Københavns Professionshøjskole (KP) – og lidt forsinket ind i debatten om samme. Min arbejdsplads blev af Frederik Vad i forsommeren tituleret som »epicentret for den nye værdikamp«. Et perspektiv, hvis indhold til dels blev bakket op af min kollega Sofie Danneskiold-Samsøe. Et kontroversielt og ømt emne, der skriver sig ind i en bredere problematik og diskussion knyttet til immigration, integration og kultur(sammenstød).

Nærmest i samklang hermed har KP lanceret vores nye ambitiøse strategi, hvor det lyder: »En strategi, der vender sig mod vores omverden og den praksis, som vi er en del af. Vi prioriterer dialogen med vores meduddannere og vores omverden.«

188 af mine kollegaer valgte efter Vads tale og Danneskiold-Samsøes kommentarer i sammenhængen at initiere en dialog med omverdenen. I et indlæg i Information, hvor de undsagde Vad og hende, inviterede de indenfor i KPs faglige, ideologiske og kollegiale system/maskinrum.

Jeg var selv som ansat – under overskriften »HASTER« – blevet inviteret til at underskrive. Jeg skulle lægge titel og navn til anklager om, at Sofie Danneskiold-Samsøe var skyldig i mistænkeliggørelse, etnisk profilering og fagligt/videnskabeligt at være »ude af trit«.

Det er åbenbart gået så stærkt, at mine kollegaer i farten glemte de helt simple regler for at citere kilder, vi lærer vores studerende allerede fra studiestart. I hvert fald blev hun stillet til ansvar og savet over for noget, hun ikke havde sagt.

Jeg havde nok selv, nu omverdenen således så aktivt blev involveret, faret med lempe og haft orden i sagerne. Jeg havde ligeledes nok også sendt nogle andre repræsentanter i æteren for at forsvare indlægget i Information, end tilfældet var i henholdsvis P1 og podcasten Pilestræde.

I hvert fald blev omverdenen vidne til to på hinanden følgende totale nedsmeltninger; hvor »sagen« af ganske fredelige, sokratisk spørgende journalister blev pillet totalt fra hinanden, og mine to kollegaers præstationer i sammenhængen ikke ville bestå en 1.-årsprøve på nogen af KPs egne uddannelser.

Jeg tænker, særligt i lyset af vores strategis fokus på samarbejde med omverdenen, at det er problematisk, ja, faktisk pinligt, når en så stor gruppe af KPs ansatte så eklatant falder igennem på niveau, indhold og form, når de på eget initiativ inviterer omverdenen til dans.

Omverdenens reception og feedback var ikke overraskende massivt kritisk.

Anklager om gaslighting, kollegial mobning, social kontrol, at leve i en fantasiverden, at svigte ofre, ekstremt grove og grundløse anklager, hetz, udskamning, at være »infantilt sekterisk«, »undergravende for kvaliteten af den offentlige samtale« og utallige andre skarpe udsagn fra høj og lav udstillede, at omverdenen i hvert fald ikke var i trit med mine kollegaer, snarere tværtom.

Fællesnævneren for omverdenens bidrag er en kraftig betoning af det dybt problematiske i at lukke øjnene for udfordringer knyttet til social kontrol, æreskultur og private, religiøse og kulturelle værdier som afsæt for professionelle dispositioner. Udfordringer, omverdenen længe har erfaret, forstår man, og tillige forskningsmæssigt bekræftet.

Hvis man troede, at omverdenens massive, negative feedback manede til eftertanke og måske et bare halvkritisk blik i retning af egne normer, tog man fejl. J. Graack har med kollegaerne Rosengaard og Dejgaard i et indlæg i Weekendavisen 31. maj totalt affejet omverdenens stemme. I indlægget proklamerede de at ærgre sig over en »afsporing af indlæggets substans«, hvilket igen må forstås som værende omverdenens skyld, og at deres budskab i øvrigt er uforandret.

Hertil er det nok ikke urealistisk, at omverdenen bemærker – jeg gør i hvert fald – at budskabet faktisk er forandret, idet beskyldningerne mod Danneskiold-Samsøe belejligt var udeladt i deres indlæg.

Automatreaktionen, når vi hører noget, vi ikke kan lide, skal ikke være at tænde fakler, finde høtyvene frem og gå efter budbringeren. Omverdenen finder den slags »ude af trit«.

Moderne arkitektur

Louie Skougaard og Elias Bay, medlemmer af Konservativ Ungdom

Det er blevet populært at bygge moderne bygninger i byerne, og det skal stå folk frit for, hvilken type arkitektur de vil opføre, men det bliver et problem, når man ser nymoderne metalbokse klos op ad vores smukke danske arkitektur. Det er et problem, da vores byområder mister deres charme, og vores identitet og historie bliver skyllet væk med et snuptag. Det er nemlig bygninger, der har sjæl og liv og minder os om, hvor vi kommer fra som nation og folk. Det er også noget af det, der gør Danmark til Danmark og differentierer os fra andre lande. Med nymoderne bygninger kan man nemlig ikke se, om man er i Danmark, USA eller Frankrig.

De idylliske danske gader prydet med smuk dansk arkitektur bliver dog desværre ødelagt, når der bliver bygget glaskasser og metalbokse lige ved siden af. Det er den helt forkerte udvikling, når vores byers smukke arkitektur ødelægges af omkringliggende nymoderne bygninger, og vores byer forfalder som døde koralrev.

Et godt eksempel er Østerport Station i København, der står majestætisk som et klart symbol på det smukke København. Men den charme bliver dog hurtigt udvasket af den kæmpe røde metalkasse, der er placeret lige op ad den ellers så flotte stationsbygning. Sådanne ting må og skal forhindres.

I øvrigt er de smukke gamle bygninger betragteligt mere bæredygtige sammenlignet med nyere bygninger. Gamle bygninger står nemlig ofte i mange år, mens nyere bygninger konstant bliver revet ned for at bygge nye bygninger, der også bliver revet ned før eller siden.

Det er, fordi metalbokse og glaskasser har en anden stemning end barokfacader og renæssancekirker. Det er derfor ikke bare forkert, men umuligt at blande de to ting sammen. Det er ligesom at blande vand og olie.

I dag kan man kun frede enkelte bygninger, men ikke byområder, og det, mener vi, er forkert. Vi mener, at man burde kunne frede bestemte byområder med særlig arkitektonisk værdi, lige så vel som man kan med enkelte bygninger. På den måde sikrer vi, at vi fortsat har smukke byområder i Danmark.

Lykke

Abelone Olufsen

Den skadelig lykkenorm, vi lever med, ifølge Lone Franks artikel »Giftigt positiv« fra sidste uge, får mig til at stille spørgsmålet: Hvordan ville virkeligheden se ud, hvis mennesker gik rundt og var tilfredse? Mit svar: så ville vækstsamfundet foretage en nedadgående spiral. Vækstsamfundet er afhængigt af at kunne skabe afsavn og utilfredshed og henvise mennesker til at være forbrugere af illusioner, som økonomien kan rejse sig på.