Natten mellem mandag den 30. og tirsdag den 31. juli gik min mentor og bedste ven, Børge Kristiansen, bort på et plejehjem i udkanten af München.

Forinden var han indlagt en måned på et sygehus i Neuperlach, tæt på den treværelseslejlighed, han boede i de sidste godt 15 år af sit liv, omgivet af sine elskede bøger (langt over 10.000) og sine 4.000 cd’er med klassisk musik. Jeg besøgte ham sidste gang få uger før hans indlæggelse, var med ham til undersøgelser på den klinik, hvor han var i behandling for en djævelsk kræftsygdom, og lavede, som i gamle dage på Carit Etlars Vej (Frederiksberg), grydestegt kylling med ris og flødesovs til ham. Under middagen gnækkede han frydefuldt med umiskendelig børgesk diktion: »Du er en fremragende kok.« Da jeg næste dag forlod hans lejlighed, faldt vi hinanden om halsen. Jeg græd, og Børge sagde: »Du er min bedste ven.« Børge var også min bedste ven. Sådan var det, sådan er det.

Døden er definitiv, og jeg kæmper i disse dage en hård kamp mod kendsgerningerne, mod visheden om, at jeg ALDRIG mere kan ringe til ham, aldrig mere kan dele livets sorger og glæder med ham, at det en gang for alle er slut med at høre ham per telefon give et timelangt handlingsreferat af en roman, han netop har læst, at jeg aldrig mere skal skændes med ham om en af hans talrige idiosynkratiske Nietzsche-læsninger eller gå i rette med hans hårdnakkede påstand om, at man da sagtens kan tage Gud ud af ligningen i hele Kierkegaards forfatterskab. Han var en stædig rad, og når han først havde lagt sig fast på en fortolkning af livet og bøgerne, var han ikke til at rokke ud af stedet.

Børge var en original. En ener. Et unikum. En gudsbenådet tekstlæser. Han blev den mest afgørende person i mit liv, ja, det er ikke forkert at sige, at mødet med ham og hans undervisning i 1992 på KUA slog ned i mig som en åbenbaring. Jeg kommer fra et hjem helt uden bøger, uden dannelse, uden kultur, uden musik, og jeg anede ikke, at bøgerne, at litteraturen, musikken og tænkningen var der – det sted! – hvor jeg fra naturen hørte hjemme. Men det vidste jeg i det sekund, Børge åbnede munden og begyndte at tale. Det var som at vende hjem efter alenlange ørkenvandringer og en dyb følelse af afmagt og fremmedgørelse i ungdomsårene. Jeg fik, fra det ene sekund til det næste, et sprog, der dækkende gengav min opfattelse af virkeligheden. Porten til åndens og tænkningens velsignelser og forbandelser blev slået op. På vid gab! Efter hans lektioner fløj jeg hjem på min cykel til Geislersgade på Amager og læste og læste og læste: Goethe, Mann, Broch, Hofmannsthal, Rilke, Storm, Keller, Raabe, Benn, Nietzsche, Schopenhauer.

Picasa

BØRGE ÅBNEDE sit hjem for mig. Jeg husker stadig den dag, hvor jeg første gang besøgte ham i hans lejlighed på Åboulevarden. 120 kvadratmeter proppet til bristepunktet med bøger. I midten af 90erne hjalp jeg ham med at flytte til herskabslejligheden på Carit Etlars Vej. Jeg satte alle hans bøger på plads, mens han sad i sofaen og røg Camel uden filter. I lange perioder kom jeg forbi hver eneste dag, og så sad vi i timevis i Wegner-sofaen og diskuterede litteratur og lyttede til musik: Mahlers og Bruckners symfonier, Beethovens og Sjostakovitjs strygekvartetter, Brahms' symfonier og violinsonater. De sidste toner, fjerde sats, af Mahlers 9. symfoni: Disse toner fremmanede, var vi enige om, overgangen til døden, intetheden, stilheden.

Børge fortalte mig om de kvinder, der havde været i hans liv, ikke mindst om Helga, og om de mænd, han havde været forelsket i. En af de tilbagevendende, gådefulde fortællinger handlede om, at han i Kiel i 1976 havde mødt Fanden på et kollegieværelse. Eller rettere: Fanden havde en sen aftentime banket på Børges dør for at låne en gaffel. Ikke så underligt, at han i mange år på KUA udbød et kursus under titlen »Fandens ansigt«. Hans syn på livet var dystert, til tider sort. Af samme grund var det for mig altid muntert og opbyggeligt at være i hans nærhed. Vi lo meget sammen af tilværelsens talløse latterligheder. Hvilken befrielse. For det meste var det nok bare at sidde til langt ud på natten og lytte til musik. Vi vidste intuitivt, hvad den anden tænkte.

Det var Børge, der udpegede Schopenhauers filosofi for mig som nøglen til indsigt i tilværelsens uheldsvangre grund. Det var ham, der sagde til mig, at jeg skulle kaste mig over Raabes forfatterskab, som jeg senere skrev disputats om, og det var ham, der resten af sit liv fulgte mig i tykt og tyndt, støttede mig i, at jeg – i modsætning til ham – skulle stifte familie, at jeg skulle sætte børn i den verden, som vi begge var enige om var en misforståelse, men som vi nærede en stor kærlighed til. »Lykkens pamfilius« kaldte han mig. Han engagerede sig med stor begejstring i mine børns ve og vel, kendte dem, frydede sig over dem og levede med i alle mine ægteskabelige glæder og genvordigheder. Når jeg faldt, samlede han mig op igen. Når jeg var stedt i angst og blev ædt op af selvtvivl og bekymringer, indgød han mig mod. Ikke mindst da jeg i 2019 blev skilt fra mine børns mor. Nok var hans syn på tilværelsen sort, og hans håb for det stakkels lille menneskebarn spinkelt, men han havde alligevel en ukuelig tillid til livet og en aldrig vigende tro på, at min bestemmelse var at erobre verden. Humanistisk pessimist. Pessimistisk realist. You name it. Han legemliggjorde det, og når han var ovenpå, lyste han af kærlighed til livet og næsten.

Vi var i et spejlkabinet. Konstant. Jeg levede mig alt for meget ind i hans skæbne, og når det gik ham dårligt, hvilket det i perioder gjorde, overtog jeg hans lidelser med dobbelt kraft. Til tider var det en uheldsvanger symbiose, der var ved at koste mig førligheden. Især da han i 2004 uden varsel blev bortvist fra Københavns Universitet på grund af tarvelige kalamiteter, ondsindetheder, misundelse og intriger. Her blev min retsfølelse krænket helt grundlæggende, og det tog flere år at komme over det. Denne åbenlyse skandale vil for mig altid være en udraderbar skamplet på min alma mater.

BØRGE OFREDE det levede liv for kunsten, for bøgerne, for musikken, og hans værker om Thomas Mann, Hermann Broch, Ludwig Tieck, Julian Green, Pontoppidan, Nietzsche og Conrad vil blive stående mange hundrede år frem i tiden. Han er en af de mest citerede Thomas Mann-forskere i verden. Hans bog om Pontoppidans Lykke-Per er en af de bedste bøger, jeg har læst i mit liv, hans analyser af Manns fortællinger Døden i Venedig, Den lille hr. Friedemann, Tonio Kröger og Tristan er ikoniske eksempler på litteraturvidenskab, når den er allerbedst, ja, så forbandet god, at den gør sin fortolkningsgenstand større, end den er i sig selv. Hans kongeniale disputats om Manns Trolddomsbjerget vil for altid stå frem som skoleeksemplet på genial tekstfortolkning. Ars interpretandi! Hans evne til minutiøst at følge en udlægning til dørs var enestående. Klarheden, stringensen, nøjagtigheden!

Han kendte udmærket sit eget værd, og når han var allermest manisk, og det var han i lange perioder, kunne han producere fem-ti siders ny tekst om dagen. Litteraturen, ånden, bøgerne var på en og samme tid et forsvindings- og transformationspunkt for ham, et sted, hvor han for en stund kunne blive »de andre«, sig selv og livet kvit. Når han skrev, var han opslugt, talte ikke om andet end det, han arbejdede på, uafbrudt, døgnet rundt. Det bedste, han vidste, var at sidde med et glas single malt i glasset, en Camel uden filter og beundre et af sine færdige manuskripter.

»Det er,« udbrød han triumferende, hver gang en ny bog eller artikel var færdig, »det bedste, jeg nogensinde har skrevet.« Han gav altid sine egne artikler og bøger karakteren 13, mens vi andre måtte nøjes med flotte 10 og 11-taller.

Da jeg i 2023 modtog den fornemste internationale forskningspris, en germanist kan modtage, Jacob- und Wilhelm Grimm Preis, var det i høj grad hans fortjeneste.

Børge har dannet skole. Vi, der var tæt på ham, vil savne ham resten af livet.

Tak for alt, kære ven!