Irsk sandhedsvidne

Edna O’Brien er død. Det er ikke et chok, hun var 93 år gammel og meget syg. Alligevel er det mærkeligt, at hun ikke trækker vejret længere, den irske forfatter var så livsduelig, eller sådan virkede hun i hvert fald; modig, sulten og helt ufatteligt velskrivende.

Hun skrev sin debut, The Country Girls, på tre uger, ordene »strømmede ud«, fortalte hun siden i erindringerne Country Girl: A memoir og uddybede: »Den havde skrevet sig selv, og jeg var blot budbringeren.«

Debutromanen udkom i 1960 og gjorde O’Brien berømt og berygtet. Romanen handler om to unge kvinder, veninderne Baba og Caithleen, der undslipper den lille by, som omklamrer dem, og rejser til Dublin. The Country Girls blev forbudt i Irland, dømt »uanstændig« og endda brændt. Forfatteren L.P. Hartley udtalte på tv, at O’Brien skrev om nymfomaner; det var ikke ment som en kompliment.

O’Brien skrev rigtig nok om kvinder og kvinders længsler og begær. En tidlig sætning i The Country Girls indfanger det så fint: Da Mr. Gentleman første gang trykker Caithleen i hånden, mærker hun noget mærkeligt, »som om nogen kildede mig i maven indefra«. Mr. Gentleman er selvfølgelig ikke hans rigtige navn, han er gift, en skurk, og unge Caithleen kan ikke tæmme det, han vækker i hende.

The Country Girls blev oversat til dansk allerede i 1961, og romanen fik en ny, pudsig titel, Irsk uskyld. I min fine tranebog fra Gyldendal er Hans Hertels anmeldelse i Information citeret, han skriver begejstret om de miljøer, O’Brien ridser op, inden han afbryder sig selv: »Men hovedsagen i hendes romaner er ikke miljøerne. Det er analysen af følelser. Kvinders følelser.«

O’Brien var ikke den første kvindelige forfatter, der skrev om kvinders følelser, men det lyder næsten sådan. På bogens bagside findes et længere uddrag af Klaus Rifbjergs anmeldelse: »Pokker skulle tage én, om man ikke indrømmede, at ø-charmen atter har tullet rundt med læseren og sat ham i rekommandørhjørnet.«

Dette også for at understrege, at O’Brien var uomgængelig, selvom hun måske ikke genkendes af mange læsere i dag. Hun udgav sin sidste roman, Girl, i 2019. Den handlede om en nigeriansk skolepige, der blev kidnappet af Boko Haram. O’Brien rejste til Nigeria for at researche, og igen: Det er mærkeligt, hun ikke er her, når nu hun arbejdede og levede så frygtløst, så længe.

O’Brien blev født i en landsby i det nordlige Irland i 1930. Hun var den yngste i en større søskendeflok i en familie, der var tynget af alkohol og pengeproblemer. I sine erindringer skriver hun om sit møde med Dublin, om overgangen fra at snuble langs landevejene med en lommelygte til at se natten blive oplyst af gadelamperne. 

»Jeg var glubende. Sulten efter mad. Sulten efter livet. Sulten efter de historier, jeg ville skrive …«

O'BRIEN BLEV UDDANNET apoteker, men stak af fra det hele, hun løb bogstaveligt talt væk for at være sammen med forfatteren Ernest Gébler. De giftede sig mod hendes families ønske, bruddet var voldsomt.

O’Brien fødte to sønner i rap, og den nye familie flyttede til London. Det var her, hun skrev, og hun havde en forlægger, som ville udgive hende. Hendes mand læste det færdige manuskript, ægteskabet var allerede ulykkeligt, og han tilføjede nu: »Du kan skrive, og jeg vil aldrig tilgive dig.«

O’Brien blev enlig mor, hun skrev videre, og hendes forfatterskab var en succes, der gjorde hende til et omdrejningspunkt i det svingende London. I erindringerne fortæller hun om dengang, Paul McCartney vækkede hendes børn for at synge en sang. Han improviserede på stedet: »For Edna O’Brien, she’ll have you sighing, she’ll have you crying. Hey, she’ll blow your mind away.« (»For Edna O'Brien, hun får dig til at sukke, hun får dig til at græde, hun blæser dig væk«).

Det siges, at den bedste hævn er at skrive godt. O’Brien skrev sig fri, hun kunne i hvert fald leve af at være forfatter, og hun levede og skrev endda længere end dem, der brændte hendes bøger. Prisen var høj, men hun blev også belønnet. Og ikke kun med en sang fra Paul McCartney, hun modtog utallige priser for sit arbejde, herunder også Irlands mest betydelige litterære hæder i 2015, titlen som Saoi, der betyder »den vise«.

I den forbindelse sagde Irlands præsident, Michael D. Higgins, endda undskyld for måden, O’Briens fødeland havde behandlet hende og hendes værk på. Han kaldte hende også »en frygtløs formidler af sandhed«.