SITGES – Julisolen brager ned over den brede sandstrand, og de solbadende kroppe glinser i det skarpe lys. Sandet er brændende varmt, og man får instinktivt lyst til at løbe ned mod det sølvglimtende middelhav for at lade kroppen køle ned. Effekten er minimal. Vandet føles lidt som et badekar.

I vandkanten står 58-årige Gary Cox, der til daglig arbejder som elevatormontør i udkanten af London. Håret er karseklippet, kroppen er senet og læderagtig brun, og i hånden har han en kølig dåseøl.