Spøgelser med følelser

For nylig trådte et spøgelse ind i mit liv. Det skulle have været min første date, siden min civiltilstand ændrede sig til single. I stedet brugte jeg aftenen med et spøgelse. Jeg blev brændt af uden forklaring. Ghostet.

Hvor jeg umiddelbart sad tilbage med en tro på, at beslutningen om at ghoste mig var entydigt egoistisk og uden nogen særlig omtanke for mig, viser et amerikansk studie, at ghostere faktisk bekymrer sig om dem, de ghoster. Deres beslutning er til en vis grad også motiveret af at ville skåne »ofrene«. Ghosting henviser til den praksis, at man pludseligt og uden forklaring afbryder al kontakt med en person, man ellers har korresponderet med. 

Det nye studie er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Experimental Psychology: General og består af otte eksperimenter, som undersøger relationelle og motivationsmæssige implikationer ved ghosting. Studiets eksperimenter undersøger både deltagernes egne erfaringer med ghosting, ghosting i realtid gennem opsatte chat-scenarier og hypotetiske scenarier. I hvert eksperiment er der mindst 100 deltagere fra USA, Storbritannien eller Singapore.

Ghosting rækker ud over romantiske relationer, der tidligere har været fokus på i forskningen. Undersøgelsen viser, at det er en udbredt exitstrategi, som benyttes i flere forskellige typer af relationer. For forsøgspersonerne gjaldt det, at 38 procent af ghosting-tilfældene forekom blandt venskaber. Dernæst fulgte bekendte og professionelle relationer med knap 14 procent, efterfulgt af familie og romantiske relationer på 11 procent. Kategorierne »fremmede« og »andet« udgjorde begge fem procent. I 47 procent af tilfældene havde forholdet varet mere end fem år, hvor 34 procent varede mellem et og fem år og 18 procent under et år. Den mest almindelige frekvens af interaktion mellem parterne, hvor ghosting forekom, var en til to gange om ugen.

Mit spøgelse falder både i kategorien fremmed og romantisk. Jeg mødte ham på en datingapp, og han kaldte sig M. Han brød isen ved at skrive, at jeg så sød ud. Efter at M og jeg havde chattet i et par dage, spurgte han, om vi skulle ses. Min intention med at swipe var egentlig kun at smugkigge lidt på fiskene i havet, men hans lange, brune lokker og glimmer på kinderne gav mig lyst til at møde ham. Jeg svarede, at jeg gerne ville hænge ud. Efter noget frem og tilbage om, hvornår vi skulle ses, foreslog han at mødes aftenen efter. Det blev aftalen. At mødes aftenen efter inden solnedgang til en sludder og indtagelse af en form for væske.

Uafhængig omtanke

Min spøgelseshistorie er langtfra enestående. Som en del af studiet svarede 71 procent, at de havde ghostet, og 80 procent havde oplevet at blive ghostet.

I studiet er det gennemgående, at de, som blev ghostet, undervurderede ghosternes omtanke for deres velbefindende. Det spillede ingen rolle, om relationen var professionel eller personlig. I begge typer relationer havde »ofrene« lavere forventninger til ghosterens omtanke for dem, end hvad ghosteren reelt følte.

Forskerne har også undersøgt, om forskellige årsager til ghosting har en effekt på forholdet mellem, hvad »ofrene« forventer af omtanke fra ghosteren, og hvad ghosterne føler. I et eksperiment blev deltagerne bedt om at forestille sig en social situation, hvor de havde haft gode samtaler med en person af samme køn. Den ene part skulle så forestille sig, at de efterfølgende havde sendt en besked til personen for at mødes og dyrke en fælles hobby, men personen var ikke interesseret og svarede ikke. De skulle altså forestille sig at være blevet ghostet. Den anden part skulle forestille sig, at de modtog en sådan besked, men ikke var interesseret og svarede ikke – altså at de valgte at ghoste. Halvdelen af alle deltagerne fik at vide, at årsagen til ghosting var manglende tid, og den anden halvdel, at ghosteren ikke mente, at de var socialt kompatible. Om årsagen var det ene eller det andet, spillede ingen rolle. Ghosterne udviste samme niveau af omtanke for »ofrene« og »ofrene« samme forventning til ghosterens omtanke for dem.

I mit virkelige liv nærmede aftenen sig, hvor min date skulle finde sted. Jeg havde ikke hørt fra M. I den tidlige aftenstund spurgte jeg, om det ville passe ham at mødes om en times tid. Da jeg så havde gået rundt om mig selv i en time, skrev jeg, at det ville være belejligt at vide, hvornår han tænkte, vi skulle ses. Som jeg sad der, kukkelurende i min sofa og ventede på svar, kørte alverdens bortforklaringer i ring inde i min hjerne. Måske var han blevet fanget på arbejdet, og hans telefon var gået ud. Jeg blev bange for, at der var sket ham noget. Tænk, hvis han var død.

Nej tak til smerte og ubehag

I studiet gik forskerne videre og undersøgte, hvorvidt bevidsthed om partnerens smerte havde en effekt på ghosternes omtanke for deres velbefindende. Deltagerne skulle i par skrive med hinanden i et elektronisk chatrum. De fik at vide, at de skulle have to samtaler, men efter den første samtale fik den ene part en meddelelse om, at der var sket en teknisk fejl, og at samtalen først kunne fortsætte efter en time. Disse deltagere fik så tre muligheder: at vente, at forlade samtalen og dermed ghoste, eller at betale en del af det honorar, som de havde fået for at deltage i studiet, for at sende en forklarende besked til deres partner.

Den ene halvdel af deltagerne blev informeret om, at deres partner oplevede ekstremt høj smerte og tristhed ved social afvisning, mens den anden halvdel fik at vide, at deres partner oplevede ekstremt lav smerte og tristhed. Ud af alle de deltagere, som havde valget mellem at ghoste, betale eller vente, valgte 26 procent at vente. Blandt dem, der blev informeret om, at partneren oplevede høj smerte ved afvisning, valgte 28 procent at betale for at sende en forklaring og dermed undgå ghosting. Når partnerens smerte ved afvisning var lav, valgte 46 procent at betale for at undgå ghosting. 

Der var altså flere, som valgte at ghoste i den gruppe, hvor de havde fået at vide, at deres partner oplevede høj smerte ved afvisning. Alle deltagere, som valgte at ghoste, angav det samme niveau af omtanke for dem, som de ghostede, uanset om graden af smerte hos partneren ved afvisning var høj eller lav. 

Ghosterne ghoster for at undgå ubehagelige og akavede samtaler, men de vælger også at ghoste for at skåne den anden persons følelser. De, som bliver ghostet, er ikke klar over, at ghosteren vil undgå at såre dem, og derfor ender de med at undervurdere ghosterens omtanke for dem. Studiet peger altså på, at folk har større tendens til at ghoste, når de i udgangspunktet er mere motiverede for at beskytte følelserne hos dem, de ghoster. Især i tilfælde, hvor årsagen til at ghoste kan være smertefuld for den, der bliver ghostet.

Hjemme på min altan observerede jeg den blå time gøre sit indtog. Jeg skrev en sidste besked til M: »Solen er gået ned, og du har vist brændt mig af. Det synes jeg er mærkeligt gjort.« Måske havde han ødelagt sin telefon. Tabt den i havet. Det ville give mening. Han ville sikkert skrive undskyld om et par dage og forklare, at hans telefon var gået i stykker. Det her virkede ret dumt, for vi kendte jo ikke hinanden, og det havde været det nemmeste i verden at skrive, at han ikke havde lyst til at mødes alligevel. Jeg var hverken blevet synderligt sur eller særlig skuffet. Men måske mit spøgelse forventede, at jeg ville blive mere såret af en skriftlig afvisning, end hvis han blot ignorerede mig. 

Noget kunne tyde på, at spøgelserne i vores liv har en overdreven opfattelse af, hvor meget de sårer os, hvis de blot fortæller os, at de ikke er interesseret. Jeg ville i hvert fald have foretrukket en direkte afvisning frem for en langtrukken aften med tankemylder.

To dage senere fik jeg en besked om, at M havde forladt chatten. Han havde slettet mig som match. Han var altså ikke død.