Kommentar. Udspringer vores kærlighedskvaler af følelsesmæssige sår i barndommen? At skyde skylden på mor og far kan være fristende, men videnskaben lader os ikke slippe så let.
Forelsket i den forkerte
Det er aldrig tilfældigt, hvem vi forelsker os i. Den partner, vi vælger, og de følelser, han eller hun vækker i os, er tæt forbundet til et følelsesmæssigt sår fra vores opvækst. Sådan lyder påstanden i Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte, psykoterapeut Jytte Vikkelsøes bestseller fra 2017.
Bogen blev et stort hit og har givet Vikkelsøe status som national kærlighedsguru. Hun har optrådt i film og på tv, og i DRs podcast Hjerteflimmer for voksne analyserer hun hver uge kendte danskeres kærlighedsproblemer. Men for nylig fik den populære terapeut en ridse i lakken.
I Berlingske fortæller flere terapeuter, der har betalt for at blive oplært i Vikkelsøes metode, at de har oplevet hende som både ubehagelig og uprofessionel. Flere af kursisterne fortæller, at de havde svært ved at gennemskue, hvad der skulle til for at mestre metoden.
Kritikken er rettet mod Vikkelsøes person. Men måske afspejler den også en svaghed i den præmis, hun bygger sit arbejde på.
AT ROMANTISKE RELATIONER er formet af oplevelser i barndommen, er ikke en ny tanke – den har været populær, siden Freud etablerede psykoanalysen for mere end 100 år siden.
En nyere version er teorien om tilknytningsmønstre. Her er ideen, kort fortalt, at børn, der har en tryg tilknytning til deres forældre, vil danne trygge og sunde relationer i voksenlivet. Har man ikke haft en tryg omsorgsperson, vil man ende med et »undvigende tilknytningsmønster«, hvor man trækker sig fra relationer og afviser folk. Og har man haft en ustabil relation, giver det et »ængsteligt mønster«, hvor man bliver usikker og clingy.
Ideen har i de seneste år fået en renæssance, blandt andet på det sociale medie TikTok, hvor unge kvinder taler om deres egne – ofte ængstelige – mønstre. Ligesom Vikkelsøe opfatter de deres kvaler som resultat af en mental konstruktion, der er bygget for længe siden.
Men er det virkelig sådan, det fungerer?
DET KAN GIVE MENING at tale om tilknytningsmønstre, viser psykologiske studier. For eksempel ser det ud til, at der findes en sammenhæng mellem en »tryg« adfærd og tilfredshed i parforholdet. Men antagelsen om, at mønsteret er et direkte produkt af forholdet til far eller mor, er mere tvivlsom.
Som adfærdsforsker Nicole Barbaro har forklaret her i avisen, så er det svært at finde en sammenhæng mellem børns tilknytning til forældrene i den tidlige barndom og deres tilknytningsstil i parforhold senere i livet. Studier viser desuden, at en persons mønster sagtens kan variere fra relation til relation.
Når kærligheden er svær eller smertefuld, kan det være fristende med simple forklaringsmodeller, der placerer årsagen uden for os selv. Men måske er det ikke altid fars eller mors skyld. Nogle gange er det vores egen. Og nogle gange har vi måske bare forelsket os i den forkerte.
Del:
