Der er valg til det norske Storting, da Thomas Kleppestø tager telefonen for at tale med Weekendavisen om sin ph.d.-afhandling. Men det er ikke kun udfaldet af valget, han venter på. Hvert øjeblik kan han få ansvaret for et nyt lille barn, og Kleppestøs afhandling, som han forsvarede i maj, rejser netop spørgsmålet: Hvilket ansvar har forældre for den politiske overbevisning, deres børn udvikler?
Pilen har peget på barndommen, siden filosoffen Theodor Adorno og hans kolleger i 1950 hævdede, at den store tilslutning til fascismen og antisemitismen under krigen ikke bare var noget, folk havde samlet op i tidens politiske klima, men var et udtryk for en dybere psykologisk kerne, en autoritær personlighed:
»Inspireret af psykoanalysen hævdede de, at det kunne være noget i barndommen, der gjorde folk autoritære og fik dem til at ønske et samfund med klare hierarkier mellem folk. At de simpelthen kompenserede for et dårligt forhold til forældrene,« forklarer Thomas Kleppestø, der efter at have forsvaret sin afhandling ved Psykologisk Institut ved Oslo Universitet er blevet ansat som postdoc ved det norske Folkehelseinstituttet.
Med nye resultater fra studier af norske tvillinger udfordrer Thomas Kleppestø og hans kolleger den forestilling om, at forældre har en betydelig del af ansvaret for deres børns politiske holdninger, der stadig præger den politiske psykologi.
Hvis man bare ser på, om nogle typer forældre har en tendens til at få børn, der udvikler et særligt politisk verdenssyn, kan man vanskeligt svare på, om det skyldes oplevelserne i barndomshjemmet, eller måske kan forklares af de gener, børnene i forskellige blandinger arver fra forældrene. Ved at sammenligne en- og tveæggede tvillinger kan man imidlertid åbne den sorte boks og få en idé om betydningen af tvillingernes gener og de påvirkninger, som de bagefter oplever sammen og hver for sig – det, man kalder henholdsvis det delte miljø og det unikke miljø.
Opdraget til fascisme
Når vi hver især skal blande vores cocktail af politiske holdninger, ser to psykologiske ingredienser ud til at være særligt afgørende.
På den ene side et værdipolitisk træk, inspireret af den autoritære personlighed, som Adorno og kollegerne oprindeligt forsøgte at identificere. Her måler man, hvor tilbøjelige vi er til at følge autoriteter, overholde traditioner og straffe dem, der afviger fra normerne.
På den anden side et fordelingspolitisk træk, hvor man måler, i hvilken grad vi ønsker et ulige samfund, hvor ens egen gruppe dominerer andre samfundsgrupper:
»Den dominerende teori på feltet siger, at der er en sammenhæng mellem de to træk og folks politiske holdninger, og at de udvikles i familierelationer tidligt i livet. Det står eksplicit i deres teorier i dag,« siger Thomas Kleppestø.
Hvis opvæksten i familien spiller en stor rolle for vores politiske verdenssyn, skulle man imidlertid forvente, at målingerne af de autoritære og dominerende træk hos tvillingerne delvist kunne forklares af deres fælles oplevelser. Men selvom det norske tvillingestudie godt nok bekræfter, at politiske holdninger i høj grad formes af de to træk, er der ikke meget støtte at hente for tesen om, at det skyldes opvæksten:
»Det ser snarere ud til at være folks gener end deres oplevelser tidligt i livet, der kan forklare autoritære tilbøjeligheder og ønsket om at dominere andre,« forklarer Thomas Kleppestø.
Der sker mange ting i barndommen, men særlig interesse samlede sig om forældrenes opdragelse. Allerede Adorno og kollegerne argumenterede for, at en hård og streng opdragelse kunne gøre folk autoritære, og den tanke udfoldede man i den politiske psykologi, hvor en streng opdragelse ifølge den toneangivende teori ville få mennesket til at opleve verden som farlig og truende, hvilket kunne danne grobund for autoritære og konservative holdninger. Kolde og ukærlige forældre ville derimod gøre deres børn hårde og individualistiske med sans for konkurrence og et ønske om et ulige samfund. Politiske psykologer på jagt efter politiske ideologiers rødder i opdragelsen fandt en allieret i udviklingspsykologiens indflydelsesrige tilknytningsteori.
Her er grundtanken, at børn, der mødes af omsorgsfulde og lydhøre forældre, når de søger trøst, udvikler en sikker tilknytningsstil, der senere i livet gør dem i stand til at forholde sig åbent og tillidsfuldt over for verden. Sker det ikke, kan børnene til gengæld miste tilliden til deres omverden og udvikle en usikker tilknytningsstil, der enten kan gøre dem overdrevent tryghedssøgende eller få dem til at opgive at finde tryghed hos andre mennesker og i stedet forsøge at klare sig på egen hånd.
»Der står ingenting i den oprindelige tilknytningsteori om, at folks tilknytningsstil skulle påvirke deres politiske holdninger, men den kobling var der andre teoretikere, der senere lavede. Hvis man for eksempel ikke stoler på ens partner og tror, vedkommende er utro, kan det måske også tænkes, at man ikke stoler på folk generelt, og at det påvirker ens politiske holdninger,« siger Thomas Kleppestø.
»Men vi finder heller ikke en sammenhæng mellem tilknytning og politisk ideologi i vores data. Det stikker på en måde i alle retninger, og det ser ud til, at det her med tilknytning og romantiske relationer er et helt andet system end det, som har med politik og holdninger til samfundet at gøre.«
Tilknytning med udløbsdato
Studiet af de norske tvillinger antyder ifølge Thomas Kleppestø, at politik ikke blot er en moderne overbygning på andre dele af den menneskelige psyke som eksempelvis vores instinktive tilbøjelighed til at knytte os til familie og partnere. Men studiet skriver sig også ind i en diskussion om de teoretiske antagelser i tilknytningsteorien, der pågår i disse år.
»I vores data ser det ikke ud, som om forældre har nogen særlig indflydelse på, hvilken tilknytningsstil deres børn har som voksne. Det lader til at være en blanding af genetik og tvillingernes unikke miljø. Og det passer ikke rigtigt med teorierne, der siger, at det er den familie, man vokser op i, der påvirker folks tilknytning,« siger Thomas Kleppestø.
Samme mønster ser man i andre studier om voksnes tilknytning, og det udfordrer antagelsen om, at tidlige oplevelser i familien former, hvordan vi senere i livet eksempelvis opfører os i parforhold eller ved stemmeboksen:
»Hvis forældre har en betydelig indflydelse på folks tilknytningsstil, skulle man forvente, at det kom til udtryk som en signifikant effekt på de oplevelser, som tvillinger deler med hinanden. Som jeg læser forskningslitteraturen, er der ikke evidens for, at det skulle være tilfældet, og det er samme resultat, vi ser i det her nye studie om politisk ideologi og tilknytning,« siger Nicole Barbaro, der forsker i tilknytning og adfærdsgenetik og er tilknyttet WGU Labs og Utah Valley University.
I studier af mindre børn kan man godt nok se en effekt af tvillingers fælles oplevelser på deres tilknytning, men den effekt forsvinder i studier i ungdommen og voksenlivet, mens genetikken omvendt ser ud til at få en tiltagende rolle. Småbørnsstudierne er dog ifølge Nicole Barbaro for små til pålideligt at kunne give et billede af effekten af gener og miljø.
Men før man skriver forældrene helt ud af ligningen, må man huske, at tvillingestudier er en ret grovmasket si, der presser de mange ting, der former os som mennesker, ned i tre store kasser, der kan skjule mange nuancer.
Det er eksempelvis nærliggende at tolke den genetiske effekt som et udtryk for en uafvendelig skæbne, men i realiteten er det et øjebliksbillede af genernes betydning i det særlige miljø, hvor tvillingerne er vokset op. På samme måde kan effekten af de fælles oplevelser også være påvirket indirekte af forældrenes genetik, der måske gør dem tilbøjelige til at indrette familielivet på en særlig måde. Den største gåde er imidlertid den restgruppe af påvirkninger, der hverken kan tilskrives gener eller tvillingernes fælles oplevelser:
»Mange psykologer tænker, at det indfanger de unikke oplevelser, hvert menneske har. Den ene bror bliver eksempelvis mobbet i skolen, mens den anden ikke gør, og det gør, at de bliver forskellige,« siger Thomas Kleppestø, der peger på, at forskere imidlertid ikke har været i stand til at identificere de oplevelser, der skulle kunne forklare de forskelle, man ser mellem folk.
»I mine øjne er den bedste forklaring indtil videre, at det skyldes tilfældigheder i, hvordan den enkelte tvillings hjerne udvikler sig,« siger Thomas Kleppestø.
Der kan imidlertid også gemme sig effekter af forældrenes opdragelse i den effekt, som påvirker tvillingerne unikt:
»Alle forældre med mere end et barn vil vide, at man reagerer forskelligt på ens børn afhængigt af deres væsen. På den måde kan der være en effekt af forældrene i de oplevelser, som tvillingerne ikke deler,« forklarer Nicole Barbaro.
Men selvom det skulle være tilfældet, antyder resultaterne, at forældre ikke har den systematiske, ensartede indflydelse på deres børns langsigtede udvikling, som mange har antaget. På samme måde som vores gener ikke uafvendeligt afgør vores skæbne, gør det tidlige forhold til vores forældre det efter alt at dømme heller ikke.
Ifølge Barbaro er det eksempelvis svært at finde en sammenhæng mellem børns tilknytning til deres forældre i den tidlige barndom og deres tilknytningsstil i parforhold i ungdoms- og voksenlivet. Måske skal forældre bekymre sig mindre om, hvordan deres opdragelse påvirker børnene på lang sigt, og være mere optaget af at give dem en god barndom:
»Jeg har også lavet adfærdsgenetisk forskning om de langsigtede konsekvenser af fysisk afstraffelse. Her finder vi, at mange af de langsigtede sammenhænge med børns udvikling kan forklares af genetik. Men det betyder jo ikke, at folks forhold til deres børn er uden betydning. Så selvom det skulle vise sig, at børnene ikke på lang sigt tager skade af det, påvirker det jo alligevel deres relation, og selv hvis forskningen viste, at vi er uden indflydelse på vores børns udvikling, hvilket jeg ikke mener, at den gør, så bør man jo alligevel behandle dem ordentligt,« siger Nicole Barbaro.
