Anmeldelse. Den måske bedste tv-serie nogensinde er en dommedagsfortælling, hvor der er tvivl om, hvorvidt verden er gået under eller ej. Denne sommer kan The Leftovers fejre tiårs jubilæum, og den er kun blevet mere aktuel.
Følelsesmæssig prepping
I år er jeg vendt tilbage til to af de bedste tv-serier, jeg har set. Det interessante ved at gense 2010er-komedien Girls – som jeg selv og Linea Maja Ernst skrev om her i avisen – var, at den på arkæologisk vis tilbød sig som en tidskapsel fra en tid, der, skønt det kun var et øjeblik siden, føltes som en ganske anden. Noget nær det modsatte kan siges om HBO-dommedagsserien The Leftovers, der fik premiere i sommeren 2014, og som derfor med en vis kultstatus kan fejre tiårs jubilæum disse dage. Her er man ikke arkæolog, der skal støve det fundne objekt af. Nej, The Leftovers melder sig ganske enkelt som den tv-serie, måske det kulturprodukt i det hele taget, der efter min mening indfanger vores 2024-samtid mest præcist. Det, jeg bedst kan beskrive som dette sci-fi-mysteriums kværnende og fremmede tristhed, var dengang dragende, men også svær at forholde sig til. I dag virker den bare akut vedkommende. Det er, som om det, der var tungetale, pludselig kommer ud som formfuldendte sætninger. Men hvad er det så, den siger?
FØRSTE AFSNIT BEGYNDER tre år efter katastrofen. Det, der bliver kaldt »The Sudden Departure«, som jeg her kalder Den pludselige bortgang, og som i forhold til andre apokalyptiske katastrofer er kendetegnet ved et besynderligt mådehold: blot to procent af verdens befolkning forsvandt ganske enkelt fra Jordens overflade fra det ene øjeblik til det andet.
Del:
