Prestigebyggeri. Op til OL i Paris har hundreder af papirløse migrantarbejdere bygget atleternes olympiske landsby og stadioner uden at få den opholdstilladelse, de mener at være berettiget til. Weekendavisen har mødt en af dem.
Bagsiden af medaljen
Illustration: Anna Degnbol
På første sal på en villavej i Dijon udsender en gryde den krydrede duft af chili og stegt kylling, og et vindue står helt åbent for at sikre, at den tunge sommerluft kan slippe ud. Moussa har tidligere på eftermiddagen lavet aftensmad og sætter saga-saga-saucen, en gryderet fra Mali med spinat, kylling og gulerødder, over komfuret igen for at varme den op til sig selv og sine to ældre familiemedlemmer, som han deler lejligheden med. På spisebordet står en åben bøtte med grøn te i løs vægt, en kasse med sukkerknalder og et glas neskaffe, og Moussa finder en 1,5-liters Orangina-sodavand frem. Der er rumklang på vores stemmer, når vi taler, for her er temmelig blottet for personlige ejendele.
Sædvanligvis har Moussa et fast værelse i en foyer, en slags vandrehjem for immigranter, ved Porte d'Ivry i Paris, men han er med sit arbejde som bygningsmaler nu udstationeret i et halvt års tid for at være med til at bygge et lejlighedskompleks i Dijon nogle timers kørsel fra den franske hovedstad.
Del:
