A la carte. Alle griner ad Katy Perry, metroen griner ad sig selv, og teenagerne drømmer sig langt, langt væk. Denne uges anbefaler er Sune Anderberg.
Kulturanbefalinger
Byrum
Metromareridt
Af de fem nye københavnske metrostationer, der åbnede for en måned siden, har Havneholmen under Fisketorvet afgjort fået den mest radikale udsmykning. Her gror skraldespande og kortscannere ud af lofter og vægge i det, der efter kunstgruppen Superflex' besøg ligner lige dele retlinet metrostation og fuldvæltet hurlumhejhus. Endelig nogen, der har forstået offentlig transport.
Det er henrivende umuligt at skelne kunst fra virkelighed. Ét sted står et ur stille, der muligvis burde gå, men på bagsiden spæner det så baglæns. Rulletrappen er også gået i stå, det er vistnok ikke en del af værket, og på en infotavle beklager Metroselskabet, at installationen endnu ikke er helt færdiggjort; det kunne lige så godt være sandt, som det kunne være satire.
Hele livet har jeg haft et mareridt om at fare vild på togstationer. Takket være Superflex og et offentligt ejet selskab, der her udviser en overraskende grad af repressiv tolerance (eller bare ikke helt har forstået, hvor meget de får hevet bukserne ned), kan jeg nu træde ind i det mareridt i vågen tilstand og måske få bugt med det.
Samtlige kunstværker på den nye linje er sådan set besøg værd, men det er Havneholmen, der chokerer med sin surrealistiske interventionisme. Alle pendlere vil her føle sig hjemme og set.
Københavns Metro, linje M4 mod København Syd.
Podcast
Debutantbal
Skal De kun lytte til én dansk podcast om musik, så lad det være P6 Beats Debut med den gæve opdager Sebastian Saxton ved roret. Som med alle gode musikpodcasts skal man lige lære at leve med værtens små særheder, som når Saxton for tiende gang på et kvarter siger »ve-du-hva'«. Men det gør man, for det er udtryk for oprigtig begejstring: Så meget god musik, så lidt tid.
Podcasten er formentlig det bedste sted at holde sig ajour med nye danske kunstnere. For konceptet er, som navnet indikerer, at musikken kommer fra unge debuterende navne. Her har man kunnet opdage Helena Gaos hyperpop af internationalt format, Yörs inderlige synthpop og Pære Banals punkede hverdagsnoter. Noget er stort, andet så småt, som tænkes kan.
Forbilledligt nok bevæger Saxton sig næsten hver uge ud af studiet for at interviewe de musikere, der optræder i programmet, og det kommer der altid ærlige og oplysende samtaler i øjenhøjde ud af. Der findes intet bedre end at opdage et nyt yndlingsband, og ingen steder er der større chance for at gøre netop det end i Debut.
Debut kan høres på P6 Beat og streames på DR Lyd.
Musik
Perryyyy
Der er altså en syndig glæde ved at se et storstilet comeback falde fuldstændig til jorden. Den skæbne er netop overgået et af 00erne og 10ernes største popnavne, amerikanske Katy Perry, der for en uge siden udgav et gennemført klodset forsøg på en feministisk banger med singlen »Woman's World«.
Sangen prøver rent musikalsk at gå i Lady Gagas campede fodspor, og i musikvideoen spankulerer Perry rundt i svulstige Terminator-proteser, inden hun til sidst råber fra en helikopter: »Iii’m Katy Perryyy!« Begge dele, sang og video, snubler hun over, men faldet er så svært at tage øjnene fra, at det kun kan blive et hit.
Ulykker af denne art får gerne det bedste frem i musikkritikken. Pitchforks sydende anmeldelse slutter for eksempel med at citere en nonne, Perry lå i juridisk slagsmål med, indtil den 89-årige kvinde døde under retssagen i 2018. Nonnens sidste ord: »Katy Perry, please stop.«
The Guardians anmelder »følte sig dummere, hver gang hun hørte sangen«, og saver amerikaneren, hvis comebackalbum lander til september, midtover med netop det satiriske bid, Perry forgæves opsøger på »Woman's World«. Hendes afsluttende råb i videoen: mindre lyden af en triumfator end en, der falder ned i en dyb kløft. I så fald er det årets mest spektakulære fald fra tinderne.
»Woman's World«, Katy Perry.
Udstilling
Teenagedrømme
I grunden er det sociologen Barbara Marstrands enkle fotografier af en snes teenageres værelser, der er det mest drømmende element på Dansk Arkitektur Centers lillebitte udstilling Teenagedrømme. Se det acceptable rod, de besjælede kræmmerfund, hvirvlen af afprøvede identiteter.
Ét liv består af Xbox, akvarie og blå håndboldrygsæk, et andet af spraglet fotovæg, mormorlamper og antikvariske højttalere. Var alt bare lidt sjovere før 20erne? Farverne var i hvert fald.
Udstillingens tre designrum er straks mere kommenterende. Her vil nogen gerne sige noget om klima, genanvendelighed og selfiekultur. Man kan slænge sig i dyner og puder skabt af gamle festivaltelte, lægge sig i en klistret seng med bionedbrydelig overflade eller tage plads i et, trods plysgulv, ret dystopisk content studio og optage video af sig selv til sociale medier.
Bliver man lidt træt af at opholde sig i disse tydeligt meget voksne refleksioner over teenageliv, kan man heldigvis sætte sig og – lidt sært, men sjovt nok – spille svævende musik på en gammel synthesizer. Eller, endnu bedre, se videoer af teenagere, der fortæller om deres værelser: om at være i fred, samle på bøger af Tolkien, spille guitar eller bare – som deres opadvendte blik fortæller, næsten uden ord er nødvendige – drømme.
Teenagedrømme på Dansk Arkitektur Center løber frem til 5. januar.
Musik
Haveskjul
Et af de mest svalende åndehuller over sommeren er og bliver Pumpehusets københavnske byhave. Mens verden koger over, kan man gemme sig i en overraskende stor gård, sippe cocktails, spise stegt kylling og så ellers bare læne sig tilbage og høre gratis koncerter med dansk musiklivs vækstlag og undergrund.
Det er blot at indfinde sig om eftermiddagen og åbne ørerne. Alene den kommende uge har man mulighed for at opdage, at hov, måske var grindcoremetal alligevel noget, eller hvis ikke, så måske en spand soul eller synthpop? Graffiti-dj's?
Styrken ved Byhavens koncerter er netop, at man lader alle genrer være med. Når ikke Pumpehuset selv booker, giver de pladsen til små festivaler, arrangører eller klubber, og det er med til at sikre skarphed og dedikation i programmet. Derfor er man næsten altid sikker på, at turen forbi asfalthaven ikke er forgæves.
Har man lige lyttet til Debut med Sebastian Saxton, er Byhaven et godt bud på, hvor man kan opleve de nye kunstnere, man nu pludselig brænder efter at høre mere til, i levende live. Sommerbesættelse, denne vej.
Byhavens program løber de fleste dage indtil slutningen af august.
Del:
