Strudsemanøvren

Med alderen svækkes menneskets hjerne. Vi bliver mere glemsomme, langsommere til at træffe beslutninger og mindre veltalende. Dette kognitive forfald er en del af en langtrukket, naturlig aldringsproces, som for de fleste starter allerede i 40erne og fortsætter resten af livet.

En mindre del af befolkningen bliver ramt af egentlig demens, hvor sygdom svækker hukommelsen og andre kognitive færdigheder så voldsomt, at det ødelægger den dementes evne til at fungere i hverdagen.

Et sted mellem de raske og de syge findes der en tredje kategori, som forskere kalder mild cognitive impairment (MCI). Personer med let kognitiv svækkelse glemmer vigtige aftaler og begivenheder, forlægger ting og må ofte famle efter ordene. Svækkelsen er værre end hos raske ældre, men man kan stadig fungere i hverdagen. Omtrent halvdelen af dem, der får konstateret MCI, udvikler egentlig demens i løbet af fem år. Den anden halvdel gør ikke.

Et sted mellem ti og 20 procent af alle over 65 år menes at befinde sig i dette kognitive limbo, men ifølge to amerikanske studier fra 2023 er tilstanden voldsomt underdiagnosticeret. Her konkluderer forskerne, at 92 procent af dem, der lider af MCI, ikke ved det, og at mere end 99 procent af de amerikanske læger underdiagnosticerer tilstanden.

Hvordan kan det være, at så mange undviger diagnosen? En forklaring kan være, at den kognitive svækkelse simpelthen forhindrer patienten i at opdage eller forstå de symptomer, han udviser: et fænomen, forskere kalder anosognosia. Men det ser også ud til, at en del patienter ikke ønsker at kende sandheden og – mere eller mindre bevidst – lyver om deres symptomer for sig selv og andre.

Selv hos patienter, der har fået konstateret MCI hos deres læge, ser mere end halvdelen ud til at glemme eller ignorere diagnosen efterfølgende. Også blandt de pårørende, er der mange, der negligerer diagnosen.

ER DET ET PROBLEM, at så mange ældre er kognitivt svækkede uden at vide det? 

Nogle forskere argumenterer for, at en diagnose er vigtig, fordi den giver mulighed for at forebygge eller behandle. Men den barske sandhed er, at visheden ikke kan bruges til særlig meget. Medicin og en sundere livsstil kan måske have en mindre forebyggende effekt, men selv hos folk, der får diagnosen, er det kun omkring 20 procent, der faktisk lægger deres livsstil om. Desuden er det stort set umuligt at vide, om tilstanden er et forvarsel om egentlig demens. Nogle forskere mener derfor, at MCI-diagnosen risikerer at gøre mere skade end gavn.

På den anden side kan der være fordele ved at se virkeligheden i øjnene. Det kan måske være en trøst for patienten selv eller dennes pårørende at forstå, hvad der foregår. Og selvom folk med MCI som udgangspunkt sagtens kan køre bil eller passe deres arbejde, er der måske nogle særligt krævende jobfunktioner, hvor MCI kan være et problem, der skal tages alvorligt.

Her viser forskningen, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at den kognitivt svækkede selv er i stand til at sige fra.