Marken er mindre

DA der nu skrives historie, er det på sin plads at indlede med en kort lektion: I 6.000 år er det kun gået én vej i Danmark. Da vores stenalderforfædre fik den gode idé at dyrke jorden omkring deres bosteder, var det mest påtrængende problem, at urskoven voksede helt op til hytterne. Derfor måtte træerne fældes og planter og ved brændes. Genialt, for asken i jorden fungerede som gødning, og så ryddede de mere skov – og så endnu mere. Selvom de senere lærte at dyrke markerne samme sted, så man kunne blive boende, handlede det fra første færd om dette: at indtage mere jord. Gøre gødningen mere effektiv. Tage kontrollen med landet.

DANMARKSHISTORIEN er landbrugshistorien: Heraf følger bo- og familieformer, økonomi og magt. Her defineres balancen mellem landets klasser, konge, godsejere, bønder og jordløse. Herfra kommer andelsbevægelsen, der revolutionerede samfundet, herfra springer demokrati, parlamentarisme og grundtvigiansk dannelse. Udenrigspolitikken blev langt op i det 20. århundrede domineret af hensynet til baconsalget. Og de fleste børns danmarksbillede blev tegnet af udsigten gennem bilruden på tur gennem landet: græssende køer, gigantiske svinestalde, uendelige gylletanke, marker, marker, marker. Når den stadige udledning af kvælstoffer begyndte at ødelægge livet i vandet, kendte vi alle historier: Landet havde førsteret. Det afgjorde vi for flere tusinde år siden.

SKIFTEDE danmarkshistorien i denne uge spor, skete det eftertrykkeligt. Den såkaldt grønne trepart, der består af stort set alle med interesse i landbrugets forhold, blev enige om tiltag, der gør op med landbrugets dominans over natur, dyreliv og vandmiljø. Særligt skal en fond på 40 milliarder kroner omdanne marker til skov. Vores historie er nu en anden.

SPOR efter disse tiltag vil man først for alvor kunne se om 20-30 år, og det tager også flere år at genoplive de døde økosystemer i de indre farvande. Men det politiske og mentale skift er enormt og matcher det opgør, vi foretog, da vi fik nok af det gule, giftige spildevand i byernes havne og besluttede, at nu skulle det dælme være løgn. Tænk engang: Man kan bade i byen. Om nogle år kan man også bade i fjorden.

EFTER mange måneders mentalhygiejnisk opvarmning med Svarer-udvalg og grøn trepart er det stadig sådan, at landbrugspolitik udtrykker dybe magtforhold og politisk kultur. Det er, som om alt siden Lars Løkkes exit fra Venstre, det borgerlige Danmarks land-by-spaltning og fremkomsten af SVM-regeringen har handlet om og skullet føre frem til denne uges kompromis. Her ser man netop det korporative Danmark i fuld udfoldelse: Først samler man alle interessemodsætningerne, herunder Naturfredningsforeningen og Landbrug & Fødevarer, og så overdrages deres anbefalede kompromis til en korporativregering med deltagelse af Venstre. Det er som skrevet til et politisk drama, hvor opgaven har været at eliminere ethvert spektakel, selvom den stillede opgave er kolossal. Det er kun lykkedes, fordi ingen i dette forløb har kæmpet om at få hovedrollen.

6.000 års historie skifter retning, men på den danske måde uden truende sammenbrud og revolutionsstemning. På fløjene skælder de ud, men de færreste tager vreden fra de grønneste organisationer og højrefløjen meget alvorligt. Og selv landmændene må være tilfredse. De har skiftevis opført sig som herremænd med historisk ret til at skalte og valte med landet og selvmedlidende stakler, der udsættes for det utaknemmelige samfunds overgreb. Nu får de en fordelagtig aftale, hvor de kan sælge deres jorder dyrt, mens de slipper med en særdeles lav CO₂-afgift, hvis de indretter sig efter de nye tider.

ÅR for år vil danske landmænd få en gylden mulighed for at vise, at de er med; at også de vil samarbejde og bidrage aktivt til at trække sig fra den historiske trone over landet og give afkald på deres dominans over Danmark. Mange vælgere deler med rette misfornøjelsen med denne forunderlige, blodfattige SVM-regering, men i disse dage må man erkende, at teknokraterne er trådt ind på scenen for at skrive danmarkshistorie.