Satellit. Asylansøgere i Storbritannien flygter tilsyneladende til Irland for at undgå deportation til Rwanda. Irland kræver, at Storbritannien tager dem tilbage, men svaret er »nej«.
Hellere Irland end Rwanda
En diplomatisk krise er brudt ud mellem Storbritannien og Irland efter en stigning i antallet af asylansøgere, der er kommet til Irland over den åbne grænse fra det britiske Nordirland.
Ifølge den irske justitsminister, Helen McEntee, har Irland oplevet en stigning i antallet af asylansøgere på over 80 procent i de seneste måneder, primært som følge af den nye britiske Rwanda-lov, der skal gøre det muligt at deportere illegale migranter fra Storbritannien til det afrikanske land.
Et lækket dokument fra det britiske indenrigsministerium viser da også, at myndighederne har mistet kontakten til 3.557 ud af de i alt 5.700 migranter, der har fået besked om, at de muligvis vil blive deporteret til Rwanda.
Den irske justitsminister har derfor bebudet, at regeringen vil fremsætte en nødlov, der skal gøre det muligt at sende asylansøgerne tilbage til Storbritannien. Det afviser den britiske premierminister, Rishi Sunak, imidlertid, så længe Frankrig nægter at tage de migranter, der flygter til Storbritannien over Den Engelske Kanal, tilbage.

Mandag aflyste briterne sågar et møde med den irske regering og beskyldte den for at forsøge at skyde skylden for landets eget immigrationsproblem på Storbritannien. Hvilket dog ikke forhindrede den britiske premierminister Sunak i samtidig at tilkendegive, at sagen beviser, at Rwanda-loven »allerede fungerer som et afskrækkelsesvåben«.
Ifølge Sky News krydsede ti både med flere end 543 migranter dog kanalen, samme uge som Rwanda-loven blev vedtaget. rod
Del:



