Jeg har ikke kunnet få verificeret, at det, jeg skal til at fortælle, faktisk fandt sted, men da jeg var barn, var Jens Galschiøts Min indre svinehund i en kort periode udstillet foran forsamlingshuset i min hjemby, Stenstrup.
Jeg husker, at jeg tænkte, at det var typisk, at når der endelig kom kunst til byen, så var den grim, og jeg husker tydeligt, at jeg antog, at Min indre svinehund blot var en anden måde at sige den sladrende på.
Faktisk var skulpturen bare én i en serie af 22 svinehunde, og den er ikke en kommentar til landsbysladder, men til den stigende intolerance og forfølgelse af mindretal i Europa.
At jeg antog, budskabet angik sladder, handlede mere om Stenstrup end om kunstværket, for i Stenstrup gik sladderen lystigt. Man sagde om moren til min veninde, at hun var sexarbejder (hvad hun egentlig var: en ung, enlig mor, der kunne lave smokey eyes). Man sagde om en mand på en af vængerne tæt på mit hjem, at han lokkede børn til sig (hvad han egentlig gjorde: drak en øl på Svendborg Banegård indimellem og havde langt hår). Man sagde om min mor, at hun havde hiv (hvad hun egentlig havde: knoglemarvskræft, uhelbredelig).
Måske derfor har jeg altid forbundet sladder med små ting – små byer og små mennesker – men det kan også være, fordi jeg som barn var fan af Matador, hvor det er en utvetydig kultiveret egenskab at holde sig for god til at sladre. Min mors version af dette diktum lød: »Lad være med at have så travlt med andre.«
JEG HAR forsøgt at efterleve denne fordring, men jeg tror ikke, man ender i mediebranchen, hvis man ikke har mere travlt med andre, end godt er. Jeg kan stadig huske, med hvilken fascination jeg kunne bladre gennem SE og HØR. Det var dengang, at kendtes sammenbrud skete i paparazzoers blitzskær: Det var Amy Winehouse i åbne sandaler med blødende stiksår i fødderne, det var Paris Hilton udsat for hævnporno (men man kaldte det »sexvideo«), det var Lindsay Lohan fotograferet uden trusser på vej ind i en bil.
Jeg satte ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor disse mennesker (kvinder) skulle lide, som de gjorde, for min underholdnings skyld, men jeg har siden tænkt, at det må være rart for yngre kendte, at de i højere grad har kunnet skærme sig ved at kontrollere kommunikationen om sig selv via deres egne kanaler. Jeg har også tænkt, at steder som Reddit er blevet skabt for at udfylde det vakuum, som den klassiske paparazzokultur efterlod.
I gymnasiet ville en veninde og jeg med udgangspunkt i sociologien skrive SRP om rygtespredning og starte falske rygter om hinanden som et socialt eksperiment, og vi dyrkede tv-serien Gossip Girl, hvis omdrejningspunkt er en anonym sladdertjeneste, der minder om Reddit, bortset fra at den er opdigtet og forbeholdt elever på eksklusive privatskoler på Manhattan.
Det ændrede ikke på min glæde ved sladder, at en anden veninde mod slutningen af gymnasiet begyndte at sprede rygter om, at en dreng, jeg havde fået for vane at tage hjem med efter fester, sagde, at min skede lugtede. Jeg antog, det ikke passede, for selvom vi var stoppet med at tage hjem efter gymnasiefesterne, sås vi stadig regelmæssigt, men jeg kan, her 15 år senere, stadig ikke modtage oralsex af frygt for, at jeg faktisk lugter.
Og sådan kunne jeg, som alle andre, blive ved med at komme med eksempler på, at folk snakker, og de snakker om mig, som de snakker om dig. Da jeg stadig var studerende og skrev mine første klummer, skrev en på Reddit, at ingen på min årgang kunne lide mig, selvom jeg takket være lidt research kom frem til, at personen gik to årgange over mig, og at vi aldrig havde snakket sammen. På mit praktiksted blev der igen spekuleret i mit underlivs beskaffenhed, da nogen luftede den tanke, at det – med tanke på mit antal sexpartnere – nok var slapt.
Men jeg har også altid selv været sladdervorn. Måske ud fra en vurdering af, at når jeg selv har været genstand for sladderen, så kunne jeg med god samvittighed sladre videre. Snak og lad snakke.
JEG HAR TAGET den holdning op til genovervejelse. Når sladderkultur debatteres – hvad end det er Reddit, paparazzokultur eller landsbysladder – vil det ulidelige argument om naturlighed altid dukke op; sladder er naturligt, det har altid været der, det vil altid være her. Men ligesom med mange naturlige ting er naturlighed ikke det samme, som at det er efterstræbelsesværdigt eller uundgåeligt.
Det klistrer os sammen, siger man også, selvom det ikke står klart, hvem det er, der bliver klistret sammen og på bekostning af hvem.
Hvad man sjældnere siger, er, at vi vel også allesammen er opdraget med, at hvis man ikke har noget pænt at sige om andre, kunne det være, man skulle lade være. Vi taler sjældent om, at alle tendenser udspringer af, at enkeltindivider beslutter sig for at gøre noget. Vi spekulerer ikke i deres forkvaklethed, som de spekulerede i Kate Middletons fravær i sidste måned, og som de vil spekulere i en andens ulykke i næste måned.
Men det burde vi måske.
